28-08-2008

Workshops om Vækstforums handlingsplan

Hovederne blev lagt i blød, da 80 repræsentanter for de midtjyske kommuner, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedsorganisationer og Region Midtjylland onsdag mødtes til en workshop om den forestående justering af Vækstforums handlingsplan.

Alle sten skulle vendes onsdag, da Vækstforum for Region Midtjylland havde inviteret til ideudvikling om den handlingsplan, der skal gælde for Vækstforums virke i 2009.

Ud over repræsentanter for Regional Udvikling i Region Midtjylland var der folk fra regionens 19 kommuner, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedsorganisationer, og de havde på forhånd valgt sig ind på de temaer, som de har særlig indsigt i og interesse for.

”Der er ikke lagt op til en helt ny handlingsplan, men derimod en justering i henhold til den virkelighed, vi er i i dag,” sagde Lars Hansson, direktør for Regional Udvikling, da han bød deltagerne velkommen.

Ideudviklingen og diskussionerne foregik i ni workshops, der som overskrifter havde Vækstforums ni indsatsområder:

  • Megasatsningen energi og miljø
  • Megasatsningen erhverv-sundhed
  • Megasatsningen fødevarer
  • Uddannelse og kompetenceudvikling
  • Innovation og it
  • Iværksætteri og virksomhedsudvikling
  • Landdistrikter
  • Oplevelsesøkonomi
  • Internationalisering


Udbyttet af de ni workshops vil blive indarbejdet i et oplæg, der skal danne grundlag for en konference 6. oktober 2008, hvor Vækstforum skal udforme det endelige forslag til en justeret handlingsplan. Ved udgangen af året er det således hensigten, at den nye handlingsplan skal ligge klar til brug.


Workshoppen om oplevelsesøkonomi resulterede blandt andet i et forslag om at udvikle et særligt virksomhedsprogram for den kreative sektor. Et af tilbudene kunne være assistance fra en gruppe tilknyttede kreative konsulenter - et korps af krøllede hjerner, kunne man sige.


Gruppen, der skulle diskutere uddannelse og kompetenceudvikling, får her en orientering om, hvordan arbejdet med uddannelse og kompetenceudvikling udgør én af i alt fire vækstdrivere (under overskriften ”menneskelige ressourcer”) for regional udvikling. Uddannelse og kompetenceudvikling betragtes således som et af de nye og bløde erhvervsfremmeområder.
Især spørgsmålet om, hvordan vækstforums initiativer kan sikre samarbejdet mellem relevante aktører, blev senere drøftet i gruppen.



Yderligere oplysninger:

 

Pia Fabrin
sekretariatsleder for Vækstforum
Region Midtjylland
Telefon: 8728 5073
pia.fabrin@ru.rm.dk

Præsentation af virksomhedsudviklingsprogrammet
Præsentation af uddannelse og kompetenceudvikling