1. februar får Region Midtjylland en ny chef for Planlægningsafdelingen i Sundhed. Det bliver den 41-årige Christian Boel, der kommer fra en stilling som sundhedschef i Favrskov Kommune.
Som chef for planlægningsafdelingen får Christian Boel en nøgleplacering i arbejdet med at tilpasse regionens sundhedsvæsen til fremtidens behov.
Efter overgangen fra amter til regioner i 2007 er sundhedsvæsenet midt i en stor omstillingsproces, der vil betyde nye måder at være patient og hospital på. Forandringerne er blandt andet karakteriseret ved, at der bliver færre akuthospitaler, som til gengæld samler ekspertisen. De færre akuthospitaler bliver bakket op af et udbygget ambulanceberedskab og akutbiler samt sundhedsfaglig ekspertise i visitationen til det akutte beredskab.
Samtidig får hospitalerne forskellige faglige profiler, sådan at det lokale hospital ikke længere nødvendigvis kan klare alle sygdomme, men i stedet specialiserer sig på forskellige områder.
Fremtidens patient vil også i langt mindre grad være indlagt på hospitalet. En større del af behandlingen skal foregå i hjemmet eller klares i samarbejde med fremskudte ambulatorier eller den praktiserende læge.
Forandringerne i sundhedsvæsenet er blandt andet beskrevet i hospitalsplanen og akutplanen for Region Midtjylland. De to planer er vedtaget af politikerne i regionsrådet, og det bliver nu Christian Boels opgave at føre planerne ud i livet.
- Vi glæder os rigtig meget til, at Christian Boel kan begynde her hos os. Han har lang og bred erfaring med sundhedsvæsenet både på internationalt, amtsligt og kommunalt niveau og som konsulent inden for sundhedsområdet i konsulentfirmaet Rambøll Management, siger vicedirektør i Sundhed, Kjeld Martinussen.
Som chef i planlægningsafdelingen kommer Christian Boel i spidsen for 48 medarbejdere. Derudover refererer også Medicoteknisk Afdeling til afdelingschefen.
Christian Boel afløser Lars Dahl, der 1. oktober skiftede jobbet som chef for planlægningsafdelingen ud med en stilling som hospitalsdirektør ved Regionshospitalet Silkeborg.
Fakta
- Sundhedsplanlægning i Region Midtjylland hører til i Regionshuset i Viborg. Afdelingen har 48 medarbejdere fordelt på fire kontorer. Afdelingen varetager den overordnede planlægning af sundhedsområdet.
- Hovedopgaverne for de fire kontorer er:
o Aktivitets- og investeringsplanlægning
o Præhospital og beredskab
o Lægelig uddannelse
o Hospitalsplanlægning - Til chefen for sundhedsplanlægning refererer desuden:
o Medicoteknisk afdeling, der ”bor” i Århus - Christian Boel har blandt andet følgende professionelle baggrund:
o Fuldmægtig i Vejle Amt, sundhedsforvaltningen 1994 – 1998
o Danida, sundhedsrådgiver i Indien 1998 – 2000
o Rambøll Management, Chefkonsulent i Sundhedsgruppen 2001 – 2006, hvor opgaverne blandt andet omfattede speciale- og kapacitetsplanlægning inden for hospitalsområdet, projektledelse, budgetlægning, økonomistyring, organisationsudvikling, strategiudvikling samt forskellige typer af analyser, undersøgelser og evalueringer for blandt andet Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.
Klik på billedet for
download foto af Christian Boel i høj opløsnin
Flere oplysninger
Vicedirektør i Sundhed, Kjeld Martinussen 8728 4400 / 22228931 / kjeld.martinussen@stab.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.