Selvmordstruet mand fik den rette besked
Alle retningslinier blev fulgt, da en kammerat til en selvmordstruet mand fredag d. 8. februar 2008 henvendte sig til Regionspsykiatrien i Viborg for at få hjælp.
Alle retningslinier blev fulgt, da en kammerat til en selvmordstruet mand fredag d. 8. februar 2008 henvendte sig til Regionspsykiatrien i Viborg for at få hjælp.
Viborg Stifts Folkeblad skrev onsdag d. 13. februar, at den selvmordstruede mand var blevet blankt afvist. En redegørelse om sagen viser imidlertid, at kammeraten til den selvmordstruede havde fået det råd at tage på skadestuen på Regionshospitalet Viborg med den selvmordstruede mand. Her ville en læge kunne indlægge ham, hvis det blev skønnet, at manden havde brug for det.
Redegørelsen viser, kammeraten henvendte sig fredag d. 8. februar kl. ca. 22 på retspsykiatrisk afdeling. Her fortalte et af personalemedlemmerne kammeraten, at der ikke kunne ske en umiddelbar indlæggelse på afdelingen, fordi afdelingen ikke fungerer som en åben psykiatrisk skadestue.
Kammeraten blev rådet til at kontakte skadestuen på Regionshospitalet Viborg. Personalemedlemmet spurgte flere gange kammeraten til den selvmordstruede mand, om han vidste, hvor skadestuen lå. Det bekræftede kammeraten, at han gjorde.
Personalemedlemmet spurgte også om, hvor den selvmordstruede mand befandt sig og fik at vide, at han sad nede i en bil på parkeringspladsen foran retspsykiatrisk afdeling.
Personalemedlemmet så senere en bil køre fra parkeringspladsen og hørte ikke mere til sagen, før han læste om den i Viborg Stifts Folkeblad.
- Jeg er tilfreds med, at undersøgelsen viser, at de rette procedurer er overholdt i sagen, siger distriktschef Gert Pilgaard fra Voksenpsykiatrien Distrikt Vest, der dækker Viborg.
Anne Marie Touborg, der er formand for psykiatriudvalget i Region Midtjylland, har taget redegørelsen til efterretning.
Flere oplysninger
Gert Pilgaard, distriktschef i voksenpsykiatrien, Distrikt Vest, tlf. 8728 4210 / 4036 0141
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.