17-01-08
Regionsrådet har netop bevilget 4,7 mio. kr. til en indsats, der skal styrke den regionale iværksætterkultur i uddannelsessystemet. Uddannelsessystemet har traditionelt været målrettet uddannelse af kommende medarbejdere og ledere i private og offentlige virksomheder, mens der kun i begrænset omfang har været fokus på at udvikle iværksætterkulturen hos de studerende. Med dette initiativ skal der gøres en indsats for at motivere og kvalificere de studerende til at vælge en karriere som selvstændig.
Initiativet er et led i realisering af Vækstforum handlingsplan, hvori der indgår som mål, at den regionale iværksætterkultur skal styrkes og at flere vælger at starte egen virksomhed. For at nå dette mål skal der sættes fokus på iværksætteri som en integreret del af uddannelsessystemet. Indsatsen skal primært rettes mod videregående uddannelser.
–Det er vigtigt at der gøres en indsats for at styrke iværksætterkulturen blandt de studerende. Vi har brug for iværksættere, også med længere uddannelser, der skaber vækst og beskæftigelse, tænker kreativt og fornyr eksisterende arbejdspladser i regionen. Med denne indsats vil flere studerende få kompetencer og inspiration til at starte egen virksomhed når de afslutter uddannelsen, siger Bent Hansen, Regionsrådsformand.
– Uddannelsessystemet spiller en vigtig rolle i en styrkelse af iværksætterkulturen. Uddannelsessystemet skal udvikle nye iværksættere ved at motivere og uddanne de studerende til at blive iværksættere samt udvikle de studerendes generelle kompetencer indenfor kreativitet og innovation, siger Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, Aarhus Universitet og medlem af Vækstforum.
Den regionale indsats for en styrkelse af iværksætterkulturen indeholder følgende:
• En styrkelse og koordinering af iværksætteri i undervisningen på de regionale uddannelsesinstitutioner.
Iværksætterakademiet IDEA er valgt som operatør på opgaven, der bl.a. indebærer udvikling af undervisningsmetoder, undervisningsmaterialer og etablering af undervisernetværk. Målgruppen er studerende og undervisere på de videregående uddannelser.
• Etablering af et studentervæksthus ved The Animation Workshop i Viborg.
Studentervæksthuset vil have til formål dels at synliggøre muligheden for at etablere sig som selvstændig og dels at tilbyde fysiske faciliteter, rådgivning og sparring om idé- og forretningsudvikling, netværksressourcer m.m.
• Etablering af et virtuelt studentervæksthus
Det virtuelle studentervæksthus skal medvirke til at fremme mulighederne for iværksætteri i lighed med det fysiske studentervæksthus, men med et virtuelt studentervæksthus kan man favne regionen bredt og mobilisere indsatsen til også at omfatte yderområderne i regionen. Erhvervsakademiet Minerva i Randers skal stå for opgaven i samarbejde med bl.a. Erhvervsakademi Nordøstjylland.
Der er desuden reserveret midler til etablering af et studentervæksthus-samarbejde mellem de videregående uddannelser i Århus, som forventes besluttet i 2008.
Region Midtjylland finansierer 4,7 mio. kr. af indsatsen, herudover er indstillet en medfinansiering fra EU på 4,7 mio. kr. og der forventes en medfinansiering fra staten på 2 mio. kr.
Yderligere information:
Regionsrådsformand Bent Hansen, Region Midtjylland, tel. 4031 3707
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, Aarhus Universitet, tel. 2338 2126