Politikerne i Forretningsudvalget for Region Midtjylland har på deres møde tirsdag behandlet to forslag fra hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Vest omkring organiseringen af organkirurgi og ortopædkirurgi.

Politikerne i Forretningsudvalget for Region Midtjylland har på deres møde tirsdag behandlet to forslag fra hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Vest omkring organiseringen af organkirurgi og ortopædkirurgi.

Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Enhedslisten indstiller følgende til regionsrådet:

”Regionsrådets forlig om akutstrukturen står ved magt.

Regeringens aftale med Lægeforeningen om omlægningen af den lægelige turnusuddannelse indebærer 100 færre læger i Region Midtjylland til at bemande de primære akutte funktioner i regionen. Aftalen indebærer, at der allerede fra 1. august skal omlægges akutte funktioner i Region Midtjylland. Konkret indebærer omlægningen, at det ikke er muligt at opretholde den nuværende lægelige vagtfunktion på Regionshospitalerne.

På den baggrund er det nødvendigt at foretage justeringer i arbejdsdelingen og vagtfunktionen på alle regionens hospitaler.

Fra Hospitalsenhed Vest foreligger en beskrivelse af omlægningen af det organkirurgiske område. Omlægningen er i overensstemmelse med akutforliget på det tarmkirurgiske område og aktualiseres af den bemandingsmæssige situation og godkendes som den foreligger.

Tilsvarende foreligger en beskrivelse af omlægningen af det ortopædkirurgiske område. Omlægningen er en konsekvens af omlægningen af den lægelige videreuddannelse. Omlægningen betyder, at langt de fleste akutte ortopædkirurgiske patienter fortsat kan blive modtaget akut i Holstebro døgnet rundt.

Omlægningen af det ortopædkirurgiske område godkendes derfor, idet Regionsrådet lægger vægt på, at der sikres en relevant lægelig backup til behandlersygeplejerskerne døgnet rundt, så flest muligt fortsat kan behandles i Holstebro.

Etableringen af akutmedicin – herunder et tættere samarbejde mellem specialerne i Holstebro – er den mere fremadrettede løsning på de problemer, omlægningen af den lægelige videreuddannelse giver regionens hospitaler.

Regionsrådet ønsker en beskrivelse af den konkrete udformning af forslaget – herunder det tættere specialemæssige samarbejde om akutte patienter i Holstebro, som forudsat i akutforliget. Beskrivelser og forslag forelægges Regionsrådet til behandling i maj 2008 og indarbejdes i øvrigt i forslaget til hospitalsplan.”

De øvrige partier forbeholder sig deres stilling.

Bilag
Supplerende notat til forretningsudvalget
Bilag til pkt. 14: Rapport om organisering af kirurgien i overgangsperioden, Hospitalsenheden Vest og Rapport om organisering af ortopædkirurgien i overgangsperioden, Hospitalsenheden Vest

Dagsordenspunktet kan ses på Region Midtjyllands hjemmeside

Yderligere oplysninger
Direktør Leif Vestergaard Pedersen, 2124 2316
Afdelingschef Lars Dahl Pedersen: 8728 4430