Læs også hvor Herning Kommune mener hospitalet bør bygges
Firmaet Cowi, der skal rådgive regionsrådet i Region Midtjylland om placering af det nye vestjyske storhospital, har været på besøg i Holstebro Kommune. Det var et positivt og konstruktivt møde. Over for Cowi har kommunen foreløbig anbefalet to mulige placeringer lige syd for Holstebro, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Den ene placering er i Tvis mellem Skautrupvej, Herningvej og jernbanen sydøst for Tvis. Den anden er Holstebro Syd mellem Vester Halgårdvej, Halgårdvej, jernbanen og hovedvej 18.
Holstebro Kommune lægger med de to mulige placeringer for det første vægt på, at de begge vil sikre størst mulig nærhed til højt specialiseret hospitalsbehandling for det vestjyske område. For det andet vil en af de to placeringer sikre en Region Midtjylland i balance, hvor alle områder er dækket ind med offentlig service på hospitalsområdet.
Holstebro Kommune lægger bl.a. vægt på, at begge placeringer ligger tæt ved en attraktiv by. Det vil motivere læger og andet sygehuspersonale til at bosætte sig i Vestjylland. Det gør det lettere for hospitalet at fastholde specialuddannet personale i fremtiden. På den måde bliver hospitalet også en afgørende fødekæde for praktiserende læger i det store vestjyske område.
Efter Holstebro Kommunes opfattelse er det afgørende for patienter, pårørende, personale og leverandører, at det er let at komme til og fra et stort hospital. Og det kriterum lever placeringerne i Tvis eller Holstebro Syd efter deres opfattelse op til.
For borgerne i det nuværende optageområde for hospitalerne i Holstebro og Herning vil der i følge Holstebro Kommune være ca. 31 km i gennemsnitlig afstand og 28 minutter i gennemsnitlig transporttid til det nye storhospital. Ingen vil få mere end 69 km til Tvis eller Holstebro Syd.
Begge placeringer er også hensigtsmæssige, hvad angår infrastrukturen - i forhold til vej, jernbane, busruter og by.
Teksten er udtryk for Holstebro Kommunes synspunkter
Den videre proces
- 30. januar offentliggjorde kommunerne deres forslag til placering. De forslag undersøger COWI. COWI kan desuden selv foreslå alternative placeringer.
- 5. maj 2008 afleverer COWI sin rapport.
- 29. maj sender administrationen en indstilling – dvs. et forslag – til politikerne.
- 3. juni behandler politikerne forslaget i forretningsudvalget.
- 18. juni bliver forslaget diskuteret på regionsrådet, som her beslutter sig for en placering.