Med et fald i sygedage og øget arbejdsglæde hos personalet har projektet sat fokus på kompetent mobilisering og forflytning af patienter på hospitaler og sygehuse. Projektet er nomineret til Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs Arbejdsmiljøpris 2007
Antallet af arbejdsskader er faldet fra seks til to i løbet af de år, Ortopædkirurgisk afdeling har prioriteret området højt. Projektet blev tilmeldt konkurrencen om god praksis hos Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur og er i den forbindelse blandt de nominerede til EU’s arbejdsmiljøpris 2007.
EU’s arbejdsmiljøpris 2007
I oktober 2007 afholdt Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur en Europæisk Arbejdsmiljøuge med aktiviteter om muskel- og skeletbesvær rundt omkring i landet. I forbindelse med arbejdsmiljøugen 2007 udskrev Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur en konkurrence om god praksis på virksomheder, som projekt Kompetent Mobilisering blev tilmeldt af Region Midtjylland.
Projektet blev udvalgt og er iblandt de 36 nominerede til EU’s arbejdsmiljøpris 2007. Kåringen finder sted den 26. februar i Bilbao i Spanien i forbindelse med afslutningsceremonien for arbejdsmiljøugen 2007.
Projekt Kompetent Mobilisering
På Regionshospitalet Horsens har Ortopædkirurgisk afdeling deltaget som projektafsnit og afdelingens resultater med projekt Kompetent Mobilisering er enestående.
Resultatet af projektet er bl.a. at:
- medarbejderne mobiliserer mere hensigtsmæssigt
- færre sygedage og øget arbejdsglæde
- ledelsen har hele vejen været engageret i projektet og skabt rammerne for gennemførelsen
- der er skabt fælles forståelse for, hvad kompetent mobilisering er
- patientfokus er ændret, f.eks. inddrages patientens egne ressourcer i højere grad i forflytningen, dette betyder også hurtigere hjem igen efter en operation
- mobilisering er blevet et synligt, prestigefyldt og fagligt anliggende
- uddannede forflytningsvejledere spiller en vigtig rolle for synligheden og den daglige læring
- afdelingen ser nu muligheder frem for begrænsninger i de rammer og vilkår, der er tilstede
Med stor vægt på uddannelse af personalet har afdelingen udviklet og skabt kompetencer inden for kompetent mobilisering. Kompetencer i form af konkret viden og redskaber til at kunne handle hensigtsmæssigt, så der både
tages højde for den fysiske belastning for personalet samt den bedste mobilisering for patienten.
Også for kulturen i afdelingen, har det haft stor betydning, at ledelsen har været dybt engageret, har bakket op og ydet velvilje til at skabe rum til udvikling.
Udbredes til hele hospitalet
Kompetent mobilisering er i dag en del af driften på Ortopædkirurgisk afdeling. Afdelingen har således ikke oplevet alvorlige løfteskader eller andre arbejdsulykker siden 2003, da projektet indledtes på afdelingen.
Ved at praktisere kompetent mobilisering vinder afdelingen meget i det lange perspektiv. Patienterne rehabiliteres og udskrives hurtigere, når de lærer at mobilisere de ressourcer, de har, og de klarer sig bedre bagefter. Og de
ansatte undgår skader og lever sig ind i en kultur, hvor man lærer af hinanden og giver sig bedre tid til at handle fornuftigt.
På sigt skal hele hospitalet inddrages i kompetent mobilisering. Det betyder, at der skal uddannes flere vejledere og at alle skal igennem grundig instruktion og supervision årligt.
Læs mere om Den Europæiske Arbejdsmiljøuge 2007
Flere oplysninger
Chefsygeplejerske Anna Birte Sparvath, tlf. 7927 4403
Oversygeplejerske Inge Henriksen, Ortopædkirurgisk afdeling, tlf. 7927 4556