22-01-08



Region Midtjylland sender i denne uge breve ud til kommunerne, hvor regionen tilbyder at hjælpe med håndtering af forurenet jord i børnehaver og på offentlige legepladser.
- Vi vil meget gerne i dialog med kommunerne, om hvordan vi bedst kan samarbejde på området, siger Harry Jensen (V), formand for Udvalget for jordforurening.

For at sikre tryghed omkring børneinstitutionerne vælger nogle kommuner måske at udføre en systematisk undersøgelse af jorden i børneinstitutioner og på offentlige legepladser. Regionen har stor erfaring med at udføre forureningsundersøgelser og kan derfor hjælpe for eksempel med at tilrettelægge undersøgelserne.

- Når en kommune finder en forurening på en børneinstitution eller på en offentlig legeplads, som er farlig for børnene, er regionen klar til hurtigt at rykke ud og være med til at løse problemerne med jordforurening, siger Harry Jensen.

Flere kommuner har systematisk undersøgt jorden i børneinstitutioner. På en del af grundene fandt man, at jorden var lettere forurenet med tungmetaller og tjærestoffer. På en mindre del af grundene blev der fundet en kraftig forurening. Pr. 1. januar 2008 trådte nye regler i kraft, som betyder at store dele af jorden i byzonen nu betragtes som lettere forurenet.

Lettere forurenet jord er ikke farlig, hvis simple råd følges. Børnene skal f.eks. vaske hænder, når de har været på legepladsen og børnene må pga. snavset fodtøj og udetøj ikke lege i garderoben.

Kortlægning godt på vej
Regionen arbejder med at indsamle oplysninger om muligt forurenende aktiviteter. Grunde, hvor der har været en aktivitet, som erfaringsmæssigt kan forurene jorden kortlægges som mulig forurenet (V1 kortlægning). Aktiviteter som erfaringsmæssigt kan forurene jorden er f.eks. autoværksteder, støberier, maskinfabrikker og mange andre. Regionen udfører undersøgelser på V1 kortlagte grunde, hvor der kan være risiko for menneskers sundhed eller grundvandet. Hvis der findes en forurening, som kan true grundvandet eller være farligt for menneskers sundhed, oprenses forureningen.

Region Midtjylland har prioriteret at færdiggøre kortlægningen af muligt forurenende aktiviteter i regionen meget højt. Region Midtjylland har afsat 40 millioner til at færdiggøre den såkaldte V1 kortlægning allerede inden udgangen af 2010. V1 kortlægningen giver et godt overblik – også over på hvilke børneinstitutioner og offentlige legepladser jorden muligvis er forurenet. Når regionen kortlægger en børneinstitution eller en offentlig legeplads som muligt forurenet, undersøger regionen hurtigt efter om grunden faktisk er forurenet. Hvis der konstateres en forurening vil regionen prioritere meget højt, at lave en hurtig oprensning af grunden.

Yderligere information:
Harry Jensen (V), formand for Udvalget for jordforurening, Region Midtjylland. Tel. 9736 9058 / 4017 3690
Anna Marie Touborg (SF), næstformand for Udvalget for jordforurening, Region Midtjylland. Tel. 9786 3003 / 5121 3330.