18-01-08
Region Midtjylland finder det særdeles glædeligt, at Miljøministeren udpeger nye nationalparker, hvor regionen bliver begunstiget med nationalparker ved Mols Bjerge og Skjern Å.
Region Midtjylland har fokus på den regionale balance og arbejder målrettet på i samarbejde med kommuner og lokale aktionsgrupper at støtte udvikling i landdistrikter og yderområder. De nye nationalparker vil få en vigtig betydning for den regionale udvikling i store dele af Region Midtjylland. Nationalparkerne betyder både beskyttelse af værdifulde naturområder men også at disse områder skal benyttes aktivt i oplevelsesøkonomien med nye unikke tilbud og aktiviteter til disse områders gæster.
I begge områder en række initiativer på vej, og her kan også ventes støtte fra Region Midtjylland. I Skjern Å arbejder Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner med at udvikle en række nye oplevelsestilbud og har søgt Region Midtjylland om tilskud hertil fra puljen for regionale oplevelsesprojekter.
Regionsrådmedlem Kaj Møldrup Christensen (S), formand for regionens tidligere udvalg for landdistrikter og medlem af styregruppen for Pilotprojekt Nationalpark Mols Bjerge, hejser flaget for de nye nationalparker:
– Det er glædeligt, at det blev til fire mere i stedet for kun et par stykker, som det en overgang så ud til. Parkerne vil få uhyre stor betydning for naturen og miljøet. Og det glæder mig naturligvis meget, at regionen får to nye nationalparker. De kan være med til at give nye job og understøtte bosætning i to af regionens store landdistrikter. Status som nationalpark vil gøre områderne og regionen kendt i større kredse og viser vores omverden, at vi har naturområder af international klasse. Vi vil i regionen gerne indgå i samarbejde med nationalparkerne for at der i fællesskab udnyttes de nye muligheder, som Miljøministeriets udpegning giver. Vi ser også store muligheder i et samarbejde mellem de to nationalparker.
Yderligere information:
Regionsrådsmedlem Kaj Møldrup Christensen, tel. 8646 7460