En russiske læge har været på studiebesøg ved Traumecentret for at se på akut modtagelse. Målet er at forbedre behandlingen af traumepatienter i Rusland.

Den russiske læge, dr. med. Leonid Dezhurnyi var den 3. og 4. juli på studiebesøg ved de forskellige afdelinger, der er tilknyttet Traumecentret ved Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, for at se nærmere på den akutte modtagelse her.
Formålet med besøget er at få et samarbejde i gang mellem Traumecentret og Central Public Health Institute i Moskva, hvor Leonid Dezhurnyi har titel af leading research specialist. Hans institut arbejder på at forbedre akutmodtagelsen af traumepatienter i Rusland.


Overlæge Marianne S. Simonsen viste Leonid Dezhurnyy (i midten) rundt på Intensiv Terapi Afsnit (ITA). Den på Århus Sygehus ansatte læge Malik Khalmuratov er den russiske læges ven og kontakt i Århus og fungerede som tolk. Foto: Michael Harder

Behov for bedre kommunikation
Leonid Dezhurnyi mener, Rusland har brug for et system der kan sikre, at flere traumepatienter overlever. Derfor søger han inspiration i USA og Europa, blandt andet i Holland, Tyskland, Norge og Danmark. Lande, som alle har arbejdet med at forbedre forløb for traumepatienter og kommunikation mellem faggrupperne der arbejder med traumepatienter
- Tingene går stærkt i Rusland, derfor er der ikke tid til selv at opbygge et system fra bunden. Det er mere effektivt at lære af andre lande, siger Leonid Dezhurnyy.
Han ser fællestræk i systemerne fra Europa og USA og vurderer, det giver evidens for, at det kan fungere andre steder og at det er muligt at implementere det i Rusland uden at det bliver en kopi.

Russisk stolthed står i vejen
Den største udfordring er i følge Leonid Dezhurnyy de russiske myndigheder, der stadig hænger fast i en tradition om at ville klare alt selv og ikke bede om hjælp udefra.
- Her i Danmark er det ingen skam at importere hjælp og så arbejde med at tilpasse det, men det er anderledes hos os. Instituttet er forhåbentligt i stand til at overbevise myndighederne om, at det ikke er ydmygende at skæve til andre lande og kulturer.
Sindelaget hos det russiske folk er langsomt ved at ændre sig, så det er ved at blive mere legalt at søge hjælp i andre kulturer og lande til et projekt som at opbygge et traumecenter, siger lægen fra Moskva.

Leonid Dezhurnyy vil meget gerne have besøg i Moskva af danskere fra Traumecentret i Århus, som kunne hjælpe med at organisere arbejdet. Hvis altså det lykkes for ham og hans kolleger at overbevise myndighederne om værdien i projektet. Og han blev straks inviteret til at deltage i et af de kurser Traumecentret tilbyder til de hospitaler, der øver sig i at blive bedre til at behandle traumepatienter.

Selvstændighed og samarbejde
I fremtiden vil instituttet i Moskva også koncentrere sig om flere områder, der kan klæde det russiske sundhedspersonale bedre på. Leonid Dezhurnyy nævner blandt andet et ønske om at styrke samarbejdet mellem læger og sygeplejersker.
- Her er sygeplejersker meget mere selvstændige og ansvarlige og det hænger nok sammen med, at man i Danmark har et horisontalt system, mens det i Rusland er vertikalt.
De gode intentioner om at bygge en bro mellem det russiske og danske sygehusvæsen er ikke kun et luftkastel.
- Der er underskrevet en intentionsaftale mellem Traumecentret og instituttet i Moskva, fortæller læge Malik Khalmuratov fra Århus Sygehus inden han vinker farvel til sin russiske kollega, der er på vej ud i de århusianske gader i en lægeambulance i et par timer - uden sin tolk.

Det danske Traumecenter er inspireret af det norske BEST-system, som står for Bedre og Systematisk Traumebehandling.