27-06-2008

BureausnakInteressen for vikarbureauer er stigende i det midtjyske. Her har afdelingsleder Mette Vind Jensen og konsulent Karien Kramer, bureauet JKS i Viborg, travlt med at matche deres vikarer med kundernes krav. 
/ Foto: Region Midtjylland

I det forløbne år har hver femte virksomhed i det midtjyske brugt et vikarbureau til at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Hovedsagelig fordi de ikke kan finde den på andre måder. Det viser en undersøgelse blandt mindre og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland.

Det er i stigende grad vikarer frem for fastansatte, der klarer udsvingene i det midtjyske erhvervsliv. Det fremgår af en spørgeundersøgelse blandt 512 direktører for midtjyske virksomheder med 5-250 ansatte.

I gennemsnit har hver femte virksomhed bedt et vikarbureau om hjælp inden for det seneste år. Det er især de større virksomheder, der bruger vikarerne. 33 procent af virksomhederne med mere end 20 ansatte anvendte vikarer i 2007 – mod 12,8 procent af virksomhederne med 5-9 medarbejdere.

I virksomheder inden for landbrug og fiskeri har mere end halvdelen inden for det seneste år ladet et vikarbureau finde en eller flere nye medarbejdere, mens det gælder for en tredjedel af industrivirksomhederne og en femtedel af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen.

- Anvendelsen af vikarbureauer er en af måderne at imødegå mangelen på arbejdskraft, lige som inddragelsen af udenlandsk arbejdskraft er det, siger Bent Hansen, formand for Regionsrådet og Vækstforum i Region Midtjylland.

- Men vikarbureauer giver også virksomhederne mulighed for at se arbejdskraften an før en egentlig ansættelse, ligesom de fritager virksomhederne med administrativt bøvl i forbindelse med ansættelsen, siger han.

Derfor vikarer
Forklaringen hos de virksomheder, der bruger vikarer, er helt overvejende (61 pct.), at de ikke har kunnet finde nye folk ad andre kanaler. Resten har andre svar, som fortrinsvis går på, at vikarbureauerne sparer dem for at bruge tid på nyansættelser (13 pct.), at en vikar er nemmere at afskedige igen (8 pct.), eller at vikarordningen er en chance for at afprøve en medarbejder inden fastansættelse (7 pct.)

Forklaringen hos dem, der ikke bruger vikarer, er især, at de slet ikke mangler arbejdskraft (49 pct.), mens 41 pct. svarer, at en vikar ikke ville kunne løse opgaven. 7 pct. synes, vikarer er for dyre, mens 8 pct. slet ikke har overvejet muligheden for en vikar.

Vi prøver først selv
En af de virksomheder, der de seneste tre år har gjort brug af vikarer, er Vagn Pedersen Værktøjs- og Maskinfabrik A/S i Horsens, og to af vikarerne tæller nu blandt de fastansatte. En ufaglært og en maskinarbejder.

- Vi vil typisk vælge at søge nye medarbejdere selv, men sommetider er der ingen ansøgere, siger medejer af virksomheden Claus Pedersen.

- Samtidig er vikarbureauerne meget opsøgende over for os, så vi har ladet dem finde de nye. Fordelen ved det er, at vi kan se en medarbejder lidt an, før vi fastansætter ham, siger Claus Pedersen.

 Fotos er til fri brug
Klik på billedet for at downloade i høj opløsning
 Vikarbureau set udefra
     Bureau-snak


Velafgrænsede opgaver
Det er først og fremmest faglærte og ufaglærte, som virksomhederne efterspørger hos vikarbureauerne. Kun 15 pct. af dem, der bruger vikarbureauer, går efter funktionærer, mens seks pct. efterspørger teknikere.
Vikarerne skal overvejende klare korte, velafgrænsede opgaver, og det er mest almindeligt, at det samlede omfang af vikarer på forskellige poster ikke løber op over et mandår.
Kun 13 pct. angiver, at de bruger vikarer til dækning af faste medarbejderes sygdom eller ferie.
Af de virksomheder, der bruger vikarer, svarer 30 pct., at de også anvender vikarbureauer i forbindelse med nyansættelser.
- At vikarerne især anvendes til at løse afgrænsede opgaver, tyder på, at virksomhedernes ufaglærte stab er skåret ind til benet, så der er ikke rum til opgaver ud over de daglige, siger Bent Hansen.

Risiko for uddannelsesunderskud
Han forventer, at brugen af vikarer i Danmark vil blive stadig mere fremtrædende, præcis som det er flere steder i Europa, og han påpeger, at området har regionsrådets bevågenhed.

- Jeg ser nemlig en fare for, at vi kan få skabt en randarbejdskraft, hvis kvalifikationer ikke bliver vedligeholdt. Her var det rart at vide, hvem disse vikarer er. Er det unge mennesker, der er på vej i uddannelse eller fast beskæftigelse, er det ikke noget problem, men er det en fast stok, der bliver i bureauerne, bør vi nok kigge nærmere på deres muligheder for kompetenceudvikling. At sikre en veluddannet arbejdsstyrke er et af Vækstforums klare mål, siger Bent Hansen.

48.000 vikarer
Resultaterne af undersøgelsen, som udarbejdes for Region Midtjylland af Teknologisk Institut, ligger på linie med den landsdækkende analyse af vikarbeskæftigelsesudviklingen, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggjorde i december i fjor.
Af den fremgår det, at en stigende del af beskæftigelsen i dansk erhvervsliv varetages af vikarer. I løbet af de seneste syv år er antallet af vikarer mere end tredoblet og omfatter nu 48.000 lønmodtagere svarende til 24.000 fuldtidsansatte.

Fakta 
Se resultaterne af den midtjyske vikar-undersøgelse
Læs mere om virksomhedspanelet Det midtjyske Vækstlag
Se analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ”Kraftigt stigende tendens til at bruge vikarer”

Flere oplysninger:

Bent Hansen  Bent Hansen (S), formand for Vækstforum
i Region Midtjylland
Telefon: 8728 5010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
 Bent B. Mikkelsen Bent B. Mikkelsen, afdelingsleder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 87 28 52 70
Mobil: 20 23 33 60
bent.mikkelsen@ru.rm.dk


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.