12-06-2008

Et af de ofte nævnte eksempler på brugerdreven innovation blandt danske virksomheder er Legos systematiske anvendelse af Legobegejstrede børn og voksne i arbejdet med at udvikle serien Mindstorms Nxt. Foto: Lego
Der findes masser af produktudvikling i de midtjyske virksomheder, men som oftest fødes den inden for virksomhedernes egne vægge, viser ny undersøgelse. Det kan imidlertid betale sig at løfte blikket og bruge andre metoder, eksempelvis brugerdreven innovation, som Region Midtjylland er med til at hjælpe på vej.


De midtjyske virksomheder er ikke helt, hvad de har været. De fornyr sig nemlig løbende, viser en ny undersøgelse, som Region Midtjylland har fået udarbejdet.
Således svarer 66 procent af de 512 adspurgte direktører for midtjyske virksomheder med 5-250 ansatte, at de har udviklet nye produkter og services inden for de seneste tre år.

Lederne får ideerne
Samtidig erkender de, at produktudviklingen er foregået helt traditionelt, for det er nemlig overvejende ledelsen efterfulgt af medarbejdere og kunder, der har udtænkt fornyelsen.
Hele 58 pct. af de adspurgte direktører nævner ledelsen som vigtig inspirationskilde til nye ydelser og produkter, mens 40 pct. peger på medarbejderne og 36 pct. på kunderne.
Andre mulige inspirationskilder, eksempelvis underleverandører, konkurrenter, konsulenter eller forskere, spiller kun en beskeden rolle.
- Det er synd, for al forskning viser, at virksomhederne kan udvikle sig meget bedre, hvis de formår at hente ideer ind udefra, siger Annemette Digmann, chef for Afdelingen for Innovation og Forskning i Region Midtjylland.

Forbrugerne kender deres behov
Hun henviser blandt andet til resultater, som den amerikanske professor Eric von Hippel fra Massachusetts Institute of Technology er nået frem til. I sin bog “Democratizing Innovation” fra 2005 beskriver von Hippel gennem en række eksempler, hvordan forbrugerne er bedre til at innovere end virksomhederne, fordi de bedst af alle kender egne behov.
Han påviser endda et økonomisk potentiale i de brugerdrevne innovationsprojekter, der er en faktor 10 større end i de traditionelle indenhus- projekter i virksomhederne.
Samtidig viser danske undersøgelser, at brugerdreven innovation kun anvendes sporadisk i de danske virksomheder og ofte på en måde, så produkternes slutbrugere alene medvirker som testpersoner, når produktet er udviklet.

Handicappede eksperter
På den baggrund har Region Midtjylland sidste år igangsat et projekt, der skal bane vejen for mere brugerdreven innovation i de midtjyske virksomheder. Det består blandt andet af fire eksperimenter inden for hjælpemidler til handicappede, og ideen er, at de handicappede selv og deres pårørende inddrages som en slags fødte eksperter.
- Ægte brugerdreven innovation tager udgangspunkt i brugernes erkendte eller ikke erkendte behov, og den tager højde for, at det, der driver brugeren, er knyttet til hans værdier og identitet, siger Annemette Digmann og tilføjer, at manglende forståelse af brugerbehov er skyld i 70-80 procent af fejlslagne nyudviklede produkter.

Systematik og kreativitet
Af den nye undersøgelse blandt de midtjyske virksomheder fremgår det endvidere, at under halvdelen af dem, 47 pct., systematisk indhenter og opsamler ideer til nye ydelser og produkter. Det burde de måske gøre, for det viser sig samtidig, at de er langt dårligere til at forny sig end dem med styr på ideopsamlingen.

Det betaler sig ligeledes at være kreativ med hensyn til teknologi og medarbejdere. Således er virksomheder, der har brugt utraditionelle teknologier i produktudviklingen eller inden for de seneste tre år har ansat medarbejdere med en utraditionel baggrund i forhold til jobbet, markant flittigere med at søsætte nye produkter og ydelser.
Således er 42 procent af disse utraditionelle virksomheder også produktudviklende, mens det kun gælder for 11 procent af de traditionelle virksomheder.

Mellem 74 og 79 pct. af virksomhederne inden for industri, handel, hotel & restauration, finansiering & forretningsservice samt offentlige og personlige tjenester produktudvikler, mens det kun er henholdsvis 31 og 35 pct. af virksomhederne inden for landbrug, fiskeri, samt bygge og anlæg.

Tryk på billedet for at hente det i høj opløsningBilledtekst: Et af de ofte nævnte eksempler på brugerdreven innovation blandt danske virksomheder er Legos systematiske anvendelse af Legobegejstrede børn og voksne i arbejdet med at udvikle serien Mindstorms Nxt. Her ses den brugervenlige robot Alpha Rex. Foto: Lego
Tryk for at hente billedet i høj opløsning


Flere oplysninger

 Annemette Digmann, afdelingschef Annemette Digmann, afdelingschef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5150
annemette.digmann@ru.rm.dk
 Hanne Juel, udviklingskonsulent Hanne Juel, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5156
hanne.juel@ru.rm.dk



Læs mere om undersøgelsen her

Læs mere om virksomhedspanelet Det midtjyske Vækstlag her

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.