Tirsdag den 13. maj inviterer Region Midtjylland til borgermøde i Videbæk. Emnet er regionens forslag til hospitalsplan, som er i høring frem til den 29. maj.

Hospitalsplan
Tirsdag den 13. maj inviterer Region Midtjylland til borgermøde i Videbæk. Emnet er regionens forslag til hospitalsplan, som er i høring frem til den 29. maj.


Hvordan ser fremtiden ud for Regionshospitalet Lemvig og vil det være en rigtig beslutning at flytte arbejdsmedicin fra Skive til Herning?
Spørgsmål som disse får borgerne mulighed for at diskutere med politikerne i regionsrådet på et borgermøde i Videbæk tirsdag aften.

Borgermødet er det første af tre, som Region Midtjylland arrangerer i forbindelse med at hospitalsplanen er i høring.

Hospitalsplanen lægger rammerne for fremtidens hospitalsvæsen i Region Midtjylland. Eksempelvis fastlægger planen, hvilke profiler de enkelte regionshospitaler skal have. Planen giver også et bud på, hvordan hensynet mellem nærhed og specialisering af sundhedsvæsenet skal vægtes.

På borgermødet vil planen først blive præsenteret og forklaret. Herefter er der åbent for debat mellem borgere og ordførerne for de forskellige partier.
Journalist Niels Stidsen, Lemvig, er ordstyrer.

Mødet finder sted tirsdag den 13. maj kl. 19 – 21.30 på Videbæk Idræts- og Fritidscenter, Vestervang.

De to øvrige borgermøder finder sted:
• 19. maj i Randers, Værket
• 21. maj i Viborg, Tinghallen

Læs mere om hospitalsplanen på www.hospitalsplan.rm.dk

Flere oplysninger
Journalist Mette Breinholdt 8728 5819 / 5148 2427 / mette.breinholdt@stab.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.