Klar bane for første regionale udviklingsplan
21-05-2008
Efter et års tilblivelse, to måneders høringsfase og en tilsvarende periode til den endelige justering vedtog Regionsrådet for Region Midtjylland onsdag den Regionale Udviklingsplan.
Den første af sin art efter kommunalreformen og en plan med klare sigtelinier for, hvordan 1,2 mio. borgere i Region Midtjylland skal bo, leve, arbejde og drive erhvervsliv i de kommende 20-25 år. Og samtidig en plan, som samtlige 19 kommuner i regionen har været med til at udforme, og som de bakker op om og ser sig selv som en del af.
Væsentlige justeringer
Således indsendte kommunerne – og lige så mange øvrige interessenter som eksempelvis uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter, landbrugsorganisationer, kulturinstitutioner, ministerier, græsrodsorganisationer og private erhvervsdrivende tilsammen et halvt hundrede høringssvar. Disse gav anledning til 15 væsentlige indholdsmæssige justeringer og lige så mange præciseringer.
Disse blev især foretaget inden for byudvikling, på kulturområdet samt på området for natur og miljø. Under byudvikling gjaldt ændringerne det fremtidige samspil mellem byerne. På kulturområdet er der eksempelvis indføjet et afsnit med anbefalinger til staten om via tilskudspolitikken ”at sikre et rigt og alsidigt kulturliv i tyndt befolkede områder”, lige som staten på natur/miljøområdet får en opfordring til at tillade en mere fleksibel administration af plan- og naturbeskyttelsesloven i områder med rigelige naturressourcer, eksempelvis de kystnære egne.
Konkrete forslag
Det er så resulteret i en plan, hvis hovedbudskab er ”en international vækstregion i et sammenhængende Danmark”.
Heri indgår et forstærket samspil mellem alle større bysamfund i regionen – både på langs og på tværs af regionen.
På uddannelsesområdet vil regionen arbejde for gode uddannelsesmuligheder overalt i regionen. Derfor opfordres Undervisningsministeren til at sikre det økonomiske fundament under et varieret uddannelsesudbud overalt i regionen.
Infrastrukturen tillægges også stor betydning for, at regionen fremover kan udvikle sig gunstigt, og planen indeholder flere konkrete projekter, der skal sikre balance, fremkommelighed og forbindelser til omverdenen for alle regionens borgere. Det gælder både vejnettet og jernbanenettet, men også den digitale infrastruktur.
Vi kan være stolte
- For første gang i Danmarkshistorien er det lykkedes at forene en strategi for erhvervsudvikling med en helt ny form for sammenfattende strategi for den regionale udvikling. Det synes jeg, at vi skal være stolte over,” sagde regionsrådsformand Bent Hansen (S) på regionsrådets møde onsdag eftermiddag og sigtede dermed til koblingen mellem den regionale udviklingsplan og Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi.
- Planen rummer klare pejlemærker for, hvad vi vil på alle de væsentlige områder, som Regionsrådet arbejder med.
Det gælder det internationale, det gælder nord og syd, det gælder øst og vest i forhold til vores region. Det gælder byernes og landdistrikternes udvikling og samspil, det gælder naturen og miljøet, uddannelse og kultur, turisme, og de store indsatsområder inden for energi og miljø, sundhed og fødevarer.
Og det gælder ikke mindst vores infrastruktur, som er så afgørende for, at vi fortsat kan udvikle os gunstigt”, sagde Bent Hansen.
Flere oplysninger
Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland Telefon: 8728 5010 Mobil 4031 3707 bent.hansen@rr.rm.dk |