Skejby bruger tv-konceptet 'diagnose søges' til undervisning
Tidligt om morgenen onsdag 21. maj mødes læger og andet hospitalspersonale på Skejby til en undervisningstime ledet af Peter Qvortrup Geisling fra DR. Sammen vil de afprøve tv-konceptet 'diagnose søges' til undervisning af fagfolk.
I Århus Universitetshospital er det blevet til "diagnose stilles". Der er også hentet inspiration fra cases i det ansete lægevidenskabelige tidsskrift, New England Journal of Medicine.
På tværs af lægelige specialer skal personalet sammen med et ekspertpanel gå på detektivjagt efter en diagnose til en patient med kompliceret sygdom. Patientens sygehistorie gennemgås i anonymiseret form, og der er undervejs mulighed for at "indhente" undersøgelser, skanninger og blodprøver.
Panelet består af eksperter fra Århus Universitetshospital, Skejby og Århus Sygehus:
- Professor Torsten Toftegaard Nielsen, hjertemedicin
- Professor Peter Funch-Jensen, mave-tarm-kirurgi
- Professor Else Tønnesen, intensiv medicin
- Forskningsoverlæge Jens K. Møller, mikrobiologi
- Professor Michael Hasenkam, hjertekirurgi
- Vi håber med dette tiltag at kunne få skabt en tradition for en ny undervisningsform, der både kan medvirke til udvikling af faglige kompetencer for den enkelte, men som også kan udvikle samarbejdet mellem læger i forskellige afdelinger, siger overlæge Lars Østergård, der har taget initiativ til 'diagnose stilles'.
Lars Østergård, der er ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, har deltaget i lig-nende arrangementer under et års ophold på The Alfred Hospital i Australien, og det er læger på Infektionsmedicinsk Afdeling, der forbereder cases og står for planlægningen af undervis-ningen.
Initiativet er opstået, efter at Skejby resten af året har halveret personalets undervisning onsdag formiddag på grund af pres på kræftoperationer. Derfor er undervisningstimen er lagt om morgenen allerede kl. 7-8, så den ikke går ud over operationsprogrammet, og så også praktiserende læger og medarbejdere fra andre hospitaler kan deltage uden at skulle aflyse planlagte aktiviteter.
Undervisningen er tilrettelagt for læger i Region Midtjylland, men alle ansatte er velkomne.
Flere oplysninger
Ledende overlæge Lars Østergård, tlf. 8949 8300