29-05-2008
Næsten alle hænder er i sving i Region Midtjylland, der kan mønstre den laveste ledighed i hele landet. Blot 1,3 procent af arbejdsstyrken stod i april i år uden job.
På landsplan er ledigheden opgjort til 2,4 procent af arbejdsstyrken.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I april er den faktiske ledighed i Region Midtjylland opgjort til cirka 8.400 fuldtidspersoner. Med et fald på 7.500 fuldtidspersoner er ledigheden i regionen dermed næsten halveret på ét år.
- Det er glædeligt, at ledigheden er i bund som nu, men når arbejdsstyrken samtidig falder, lægger det voldsomt pres på regionens virksomheder, der har problemer med at rekruttere arbejdskraft, siger Bent Hansen, regionsrådsformand og formand for det regionale Vækstforum.
- Hvis enderne skal nå sammen, må vi inddrage mennesker, som i dag ikke findes i arbejdsstyrken. Og det kan vi gøre gennem de to initiativer, som Vækstforum netop har anbefalet Regionsrådet at bevilge penge til, siger Bent Hansen med henvisning til initiativerne ”Modtagelse og fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft” og ”Fastholdelse af udenlandske studerende”, der tilsammen vil koste 46 mio. kr. at realisere. Heraf er det tanken, at Region Midtjylland skal bidrage med 11,5 mio. kr.
Regionale forskelle
Vestjylland er for anden måned i træk den landsdel i Danmark med lavest ledighed, nemlig 1,1 procent, mens Østjylland har en ledighed på 1,4 procent.
Lavest i Region Midtjylland ligger Hedensted Kommune med 0,6 pct. efterfulgt af Holstebro Kommune med 0,9 procent samt Favrskov, Ringkøbing-Skjern og Skanderborg med en enkelt procent ledige.
Med en ledighed på 3 procent har Samsø Kommune den højeste ledighed i Region Midtjylland. Samsø Kommune er en af blot fem kommuner i landet, der har en ledighed på 3 procent eller mere.
Flere oplysninger
Bent Hansen, formand for Vækstforum
i Region Midtjylland
Mobil 40 31 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Lars Vildbrad, vicedirektør
Regional Udvikling, Region Midtjylland
lars.vildbrad@ru.rm.dk
Per Christensen, Udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
per.christensen@ru.rm.dk