Bekymring for udlicitering
- Kvalitet af en serviceydelse kan være vanskelige at beskrive, men det er en god øvelse, da man tvinges til at tage stilling til kvaliteten. Det fortalte hospitalsdirektør Henning Vestergaard på et debatmøde om udlicitering og servicestrategi i Region Midtjylland.
Debatmødet fandt sted i regionsrådssalen i Viborg mandag eftermiddag 10. marts. I alt var et halvt hundrede medarbejdere, folk fra faglige organisationer og brugere af regionens tjenesteydelser mødt op for at høre om regionens planer om udlicitering, og flere fik også lejlighed til at lufte bekymringer og synspunkter i forbindelse med at lægge opgaver ud.
Som hospitalsdirektør på forskellige hospitaler i regionen har Henning Vestergaard erfaring med udlicitering af flere forskellige opgaver. Og selvom kvalitet er et vigtigt mål, indrømmer han dog enkelte tilfælde hvor fokus har været på at få løst samme opgaver billigere.
- Regionen har ikke interesse i en ringere kvalitet, tværtimod søger regionen muligheder for at skabe en bedre service. Men vi vil have lov til at være fedtede, sagde Bent Hansen med et skævt smil.
Regionsrådsformand Bent Hansen understregede, at servicestrategien er udarbejdet med henblik på at opnå den bedst mulige service til laveste pris.
Forudser dårligere service
På mødet blev det fremhævet, at medarbejderne har stort engagement og ansvarsfølelse over for de daglige opgaver i regionen. De forudser, at en udlicitering vil medføre serviceforringelse. De frygter, at det kun er de beskrevne opgaver, der bliver løst, og at uforudsete opgaver ikke vil blive løst eller i bedste fald bliver løst med forsinkelse.
Lisbeth Hoffmann Thomsen har stået i spidsen for udarbejdelsen af Servicestrategien og udbudspolitikken. Hun er enig i, at ikke alle opgaver er egnet til udlicitering.
Udbudspolitikken beskriver de overordnede politiske rammer og principper for udlicitering herunder bl.a. medarbejderhensyn og kvalitetskrav.
- I udbudspolitikken fremhæves det netop, at der i hvert enkelt tilfælde skal tages stilling til, om en tjenesteydelse er egnet til udlicitering, fortæller Lisbet Hoffmann.
- Det store engagement og spørgelyst på debatmødet har været særdeles gavnligt. Debatten har givet nyttigt stof til nye overvejelser inden den endelige godkendelse af Servicestrategien og udbudspolitikken i maj, fortæller Lisbeth Hoffmann.