Vægt
Århus Universitetshospital, Århus Sygehus er klar til igen at udføre operationer for fedme. Hospitalet har søgt Region Midtjylland om tilladelse til at iværksætte et særligt operationsprogram i Kirurgisk
Gastroenterologisk Afdeling L med foreløbig 100 operationer.

Århus Sygehus har i en periode været nødt til at nedprioritere operationerne for fedme, for at kunne tage sig af et stigende antal kræftpatienter og andre akutte patienter. Den prioritering var blandt andet en følge af regeringens kræfthandleplan, og er foretaget efter klar aftale med regionen.

Patienterne i Region Midtjylland har i stedet det seneste års tid været visiteret til fedme-operation på privathospital. Nu er den mulighed imidlertid stoppet ind til videre med regeringens beslutning om at sætte det frie sygehusvalg ud af kraft.

Kirurgiske Center på Århus Sygehus har arbejdet på at skaffe kapacitet til at genoptage fedme-operationerne, sådan at man kan hjælpe de patienter, der ellers ville have udsigt til lang ventetid til operation. Desuden ønsker Århus Sygehus at gøre hvad man kan, for at opretholde funktionen som center for fedme-operationer samt sikre, at man også fremover har specialister til at udføre operationerne. De 100 operationer er det antal, Sundhedsstyrelsen kræver for, at man kan bevare specialistfunktion.

Flere oplysninger
Centerchef Ove Bast Andreassen, Kirurgisk Center, tlf. 8949 1625