20-11-2008

På vegne af regionsrådet svarer formand Bent Hansen på en række spørgsmål vedrørende forurening på Byvej 6 og 8 i Hornslet.

Spørgsmål af Henrik Madsen og Jan Fischer, Hornslet 

Hent regionsrådsformandens svar som pdf-fil


Svar på spørgsmål om forurening på Byvej 6 og 8 i Hornslet, fremsendt til regionsrådets møde den 19. november 2008


Tak for de tilsendte spørgsmål til spørgetiden på regionsrådets møde den 19. november og for din deltagelse i mødet.

Vedlagt fremsendes den besvarelse af de stillede spørgsmål, jeg gav på mødet, samt supplerende svar på spørgsmålet om tidshorisont for afslutning af forureningssagen.

Jeg håber, at du finder besvarelsen fyldestgørende. Er der behov for en yderligere uddybning, er du velkommen til at rette henvendelse til vicedirektør Hans Fredborg, Jord og Råstoffer, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg (hans.fredborg@ru.rm.dk)

Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at kopi af besvarelsen tilsendes regionsrådets medlemmer og pressen til orientering.


Venlig hilsen

Bent Hansen
Formand for Regionsrådet


Svar på spørgsmål i Regionsrådets spørgetid den 19. november 2008 fra Henrik Madsen og Jan Fischer om forurening på Byvej 6 og 8, Hornslet

Spørgsmål 1: ”Der er foretaget andre målinger i området, vi ønsker at få svar på disse prøver.”

Svar 1: Der tænkes antageligt på, at der i forhold til en ejendom syd for Byvej er udført indeklimamålinger i relation til grundvandsforureningen på Byvej 6.

Målingerne, som er udført af Syddjurs Kommune, viste, at grundvandsforureningen ikke gav anledning til indeklimapåvirkning på denne ejendom.

Henrik Madsen oplyste i spørgetiden, at der blev udført undersøgelser på Byvej 2 (Musikcafeen) og flere steder på Tingvej.

Det kan hertil oplyses, at disse undersøgelser udføres af Oliebranchens Miljøpulje, som i øjeblikket gennemfører en række undersøgelser på tidligere benzinsalgssteder i Hornslet.

Disse undersøgelser er frivillige og udføres på grundejernes vegne. De har ingen sammenhæng med undersøgelserne på Byvej 6.


Spørgsmål 2: ”Hvad siger de mange målinger der er foretaget på de 2 matrikler? Og kan vi få oplyst svarene?”

Svar 2: Der er påvist høje indhold af perklorethylen, som er rensevæske, i grundvandet syd for den tidligere renseribygning. Det berørte areal er i dag kortlagt efter lov om forurenet jord.

Desuden er der i huset på Byvej 8 fundet perklorethylen i indeluften i koncentrationer på eller lidt over grænseværdien.

Henrik Madsen har, som ejer af Byvej 8, løbende fået tilsendt samtlige måleresultater.


Spørgsmål 3: ”Er der noget der antyder i svarprøverne, at det er farligt at bo der, dyrke grøntsager mm?”

Svar 3: Da kun Byvej 8 anvendes til beboelse, skal Region Midtjylland alene forholde sig til, om boliganvendelsen på denne ejendom kan være forbundet med sundhedsrisiko.

Formålet med de igangværende undersøgelser er at afklare dette spørgsmål.

På Byvej 6 vil spørgsmålet kun være aktuelt, hvis grunden ønskes anvendt til følsom anvendelse. I så tilfælde vil Syddjurs Kommune i egenskab af byggemyndighed kunne pålægge grundejer eller bygherre at sikre anvendelsen – herunder byggeriet.


Spørgsmål 4: ”Har forureningssagen på Byvej været anmeldt til Embedslægen i Århus? Hvis IKKE hvordan kan Regionen så skrive at forureningen ikke er sundhedsskadelig?”

Svar 4: Embedslægen er spurgt i relation til målingerne på Byvej 8. Embedslægens vurdering er, at der ikke er en aktuel sundhedsmæssig risiko i huset.

Embedslægens vurdering er tilsendt Henrik Madsen samme dag, den er indgået til regionen.

Det kortlagte areal på Byvej 6 benyttes ikke til følsom anvendelse.

Derfor skal Region Midtjylland ikke forholde sig til anvendelsen her.


Spørgsmål 5: ”Hvordan kan det være at der, nu efter snart 5 år, ikke er kommet noget konkret i denne sag? og er det rimeligt at der skal gå så lang tid? Hvem har ansvaret for det?”

Svar 5: Region Midtjylland er ikke enig i, at der ”ikke er kommet noget konkret i denne sag”. I den pågældende periode har Århus Amt og efterfølgende Region Midtjylland:

· Undersøgt forureningspåvirkningen i et tidligere renseri
· Opkøbt og fjernet en ubeboelig bygning
· Konstateret, at der ikke er væsentlig jordforurening under den fjernede bygning
· Afgrænset grundvandsforureningen
· Konstateret at indeklimapåvirkningen i huset på Byvej 8 generelt ligger på niveau med grænseværdien for afdampning af perklorethylen


Årsagen til det langtrukne undersøgelsesforløb på Byvej 8 er, at måleresultaterne har været meget lave og er svære at tolke. Dette har vanskeliggjort vurderingen af, om der er behov for at mindske indsivningen af perklorethylen og hvordan dette i givet fald skal ske.

Med hensyn til grundvandsovervågningen er det regionens forventning, at denne vil strække sig over en årrække.

Formålet er at sikre, at der ikke sker en betydende spredning af forureningen.


Spørgsmål 6: ”Omkostninger i kroner og øre på hvad alle undersøgelserne har kostet til dags dato?”

Svar 6: Region Midtjylland har ingen endelig opgørelse, over hvad undersøgelserne har kostet Århus Amt indtil 2003, men siden 2003 er der brugt godt kr. 860.700.

Erstatningen til grundejer i forbindelse med nedrivningen af den gamle renseribygning udgør heraf kr. 440.000.

Regionens omkostninger andrager til dato kr. 135.000.

Dermed udgør de samlede omkostninger i forbindelse med Århus Amts og Region Midtjyllands undersøgelser af forureningen på Byvej 6 og dens følger indtil nu ca. kr. 995.000.


Spørgsmål 7: ”Hvor længe skal de involverede parter (grundejere, lodsejere) vente på en afgørelse, der gør det muligt at foretage evt. udbygninger, salg, ombygninger, etc. uden protokollat om, at der er forurening på matriklerne, og hvor lang tid skal de ramte vente på at få renoveret det som er ødelagt af Amt/Region, her tænkes på asfalt, indkørsel mm?”

Svar 7: Der er i dag intet, der forhindrer grundejerne i at disponere over arealerne.

På det areal, som er kortlagt efter lov om forurenet jord (angivet med rødt i nedenstående skitse), skal Syddjurs Kommune dog ved anlægs- og byggearbejder i forbindelse med følsom anvendelse (bolig, børneinstitution o.l.) først give tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Der er ikke udsigt til at kortlægningen vil kunne ophæves i overskuelig tid, da der er tale om en forurening, som nedbrydes langsomt.

Med hensyn til de resterende retableringsarbejder på Byvej 6, er det den 17. november 2008 aftalt med grundejer, hvordan retableringen skal udføres.


Spørgsmål: ”Tidshorisont for afslutning af forureningssagen Byvej 6 – 8?”

Svar: På Byvej 8 er det forventningen, at der ved årsskiftet 2008/09 er grundlag for en vurdering af, om der er behov for reduktion af perklorethylenindsivningen i bygningen og i givet fald af, hvordan dette gennemføres.

Hvis det viser sig, at der er behov for foranstaltninger, vil disse blive iværksat i foråret 2009. Derefter skal effekten måles over en periode.

I bedste fald vil sagen i forhold til boliganvendelsen kunne afsluttes i 2009.

Disse foranstaltninger vil imidlertid ikke fjerne kortlægningen fra ejendommen; men når sagen afsluttes i forhold til boligen, vil der kunne udstedes en boligerklæring.

På Byvej 6 forventer Region Midtjylland at fortsætte overvågningen af grundvandet i en længere årrække.