MarselisborgCentrets nationale kortlægning af ICF (WHO’s Klassifikation for Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand) viser, at organisationer i 2/3 del af landets kommuner anvender klassifikationen indenfor sundheds- og socialområde – men læger, psykologer og socialrådgivere halter dog langt efter de øvrige faggrupper.
I 2001 vedtog WHO at klassificere helbredstilstanden via ICF (International Classification of Functioning, Disability and Health). Ønsket var at undgå at vigtige informationer går tabt, når en borger i et rehabiliteringsforløb bliver sendt rundt mellem læger, socialrådgivere, psykologer, ergoterapeuter m.fl.
Støj på den faglige kommunikationslinje kan i værste fald betyde, at en kroniker, ulykkesramt eller lignende aldrig får mulighed for at vende tilbage til en selvstændig hverdag – eksempelvis måske aldrig bliver i stand til at udføre et arbejde igen.
MarselisborgCentret (Center for Folkesundhed, Region Midtjylland) offentliggør i dag en rapport, der viser af hvem og hvor ICF bliver brugt i Danmark.
Læger, psykologer og socialrådgivere i bagerste geled
348 fagpersoner fra statslige-, regionale-, kommunale- og private organisationer har medvirket til at tage den nationale temperatur på brugen af ICF i dag, og undersøgelsen understreger, at ICF anvendes bredt af forskellige faggrupper: terapeuter, sygeplejersker, socialrådgivere, optikere, talepædagoger, synskonsulenter, neuropsykologer, hørepædagoger, speciallærere og akademiske medarbejdere.
I 64 % af organisationerne er det - ikke overraskende - fysio- og ergoterapeuterne, som hyppigst anvender ICF. Sygeplejerskerne er også godt med (14 %), og i den anden ende af skalaen findes læger (1%), psykologer (1%) og socialrådgivere (2%).
Storbyområderne og universitetshospitalerne i front
150 forskellige organisationer af de 348, der indgår i undersøgelsen, anvender ICF. Det er værd at bemærke, at samtlige af landets Universitetshospitaler og de sundhedsfaglige mellemlange videregående uddannelser har fokus på ICF.
Geografisk er ICF udbredt i samtlige fem regioner og 61 kommuner (2/3). Størst aktivitet ses omkring storbyer som København, Århus, Odense og Ålborg. 
Borgerne bliver sorteper
I det danske sundhedsvæsen beskrives sygdom efter et diagnosekodesystem, ICD-10, der gør det muligt at fastlægge retningslinjer for undersøgelser og behandling. Men der er visse sprækker i systemet.
- Under ICD-10 mangler en veldefineret beskrivelse af menneskets funktionsevne. Derved risikerer vi, at der ikke sikres indsatser, der giver borgeren mulighed for at genvinde sin funktionsevne og hverdagsliv, siger leder af undersøgelsen, udviklingskonsulent Susanne Hyldgaard, MarselisborgCentret og fortsætter:
- Efter et sygdomsforløb er fokus ofte på fysisk genoptræning, ikke på den hverdag og det liv borgerne skal leve, når de vender tilbage til de vante omgivelser. Det er en væsentlig årsag til, at WHO igennem en længere årrække netop har arbejdet med at udvikle ICF.
Sund fornuft i national strategi
- Det er interessant, at ICF har en udbredt opmærksomhed blandt fagprofessionelle både i praksis og på uddannelsesområdet, men der er endnu ingen national strategi for implementeringen af WHO’s klassifikation. Hvis Danmark skal lave ordentlig rehabilitering og kunne markere sig i det internationale samarbejde, er der behov for en langsigtet national plan, påpeger ledende regionssocialoverlæge Claus Vinther Nielsen i Region Midtjylland, og afslutter:
- Det kræver, at en lang række aktører indenfor alle myndighedsområder og sektorer finder sammen og udarbejder en fælles strategi. Vi skal have klarlagt: hvordan vi anvender ICF nationalt, hvordan den fremtidige organisering skal være, og hvem der skal være de centrale aktører på området. Det vil i sidste ende være til gavn for fagfolk og ikke mindst borgeren, der kan få en mere sammenhængende og helhedsorienteret rehabilitering. Det er sund fornuft!