figurer
Nye kirurgiske teknikker er mere skånsomme og præcise for patienter med kræft i prostata


Den kirurgiske behandling af kræft i nyre og prostata er inde i en rivende udvikling. Såvel åbne operationer, kikkertkirurgi som strålebehandling er omfattende behandlinger med tilsvarende ulemper og bivirkninger. Men mere præcise og skånsomme teknikker, som mikrobølger, ultralyd, frysebehandling og radioaktive frø er godt på vej til at ændre behandlingen.

Ved Århus Universitetshospital, Skejby, udføres i dag frysebehandling (fokal kryoablation) af prostatakræft og nyrekræft. De første prostatakræft-patienter er blevet udskrevet samme dag, og målsætningen er at kunne behandle begge kræftformer i dagkirurgi.

Baggrunden for udviklingen er, at der nu påvises stadig flere svulster i nyre og prostata i et tidligt stadium. Konventionel behandling kan være forbundet med store bivirkninger, og det er derfor af interesse at vurdere, om man ved sygdom i tidlig fase kan nøjes med kun at behandle den syge del af organet, som man allerede gør ved f.eks. brystkræft.

- Hvor vi hidtil har behandlet et sygt organ, er tendens i dag, at vi går langt mere målrettet til værks og behandler det syge i organet. Det er langt mindre traumatisk for patienten, som kan komme hurtigt hjem, siger overlæge Knud Venborg Pedersen på Urinvejskirurgisk Afdeling K, Skejby.

Ved nyrekræft valgte man tidligere ofte at fjerne hele nyren, selv ved små svulster. I en periode har man bortopereret svulsterne med kikkertkirurgi. Dette er teknisk vanskeligt og kan medføre stor blødning. Nye teknikker som radiofrekvensablation (mikrobølger) og kryoablation gør det muligt at behandle svulsten alene, uden blødning. Ved Århus Universitetshospital har man i et par år givet frysebehandling med såkaldt perkutan teknik, dvs. at man fører frysenålene gennem huden og direkte ind i svulsten.

Ved prostatakræft har de traditionelle behandlingsformer været såkaldt radikal operation og radikal strålebehandling. Videnskabelige studier viser imidlertid, at lægerne behandler flere patienter end nødvendigt, fordi de mangler metoder til at forudsige, hvilke svulster, som senere vil være de farligste. Desværre vil en stor del af patienterne, som får radikal behandling tabe erektionsevnen, og nogle bliver permanent urininkontinente som følge af behandlingen.

Der er udviklet metoder som høj intensitet fokuseret ultralyd (HIFU), brakyterapi (implantation af radioaktive frø) og frysebehandling, som gør det muligt kun at behandle en del af prostatakirtelen, dvs. fokal behandling. Derved kan man undgå at skade erektionsnerver og lukkemuskel, således at patienten slipper for bivirkninger. En forudsætning for at kunne tilbyde fokal behandling er, at man har grundigt kendskab til svulstens udbredelse. Behandlingsprincippet baseres på omfattende vævsprøver og billeddiagnostik.

For at skabe overblik over de nye muligheder har Urinvejskirurgisk Afdeling K, Skejby, taget intiativ til det første europæiske fagmøde om 'fokal behandling' af kræft i nyre og prostata. Mødet blev afholdt i Ebeltoft 25. og 26. september 2008 med deltagelse af ca. 70 læger og forskere fra USA, Rusland, flere andre europæiske lande og Skandinavien. Mødet var arrangeret i samarbejde med Århus Universitet, Nordisk Urologisk Forening og Mid-Atlantic Cryo Group, USA.

- Nu er det på tide at stoppe op og vurdere, om vi kan benytte mindre indgribende teknikker ved behandling af kræft i prostata og nyre. Derfor samler vi ekspertisen, så vi i fællesskab kan analysere mulighederne og få faglig samling om udviklingen på dette område, siger ledende overlæge Truls E. Bjerklund Johansen.

Under symposiet præsentere ledende forskere de forskellige undersøgelses- og behandlingsmetoder, som kan benyttes ved fokal behandling. Man diskuterede forudsætningerne for fokal behandling, og hvilke videnskabelige undersøgelser, der er nødvendige for at vinde mere viden om dette nye behandlingsprincip ved nyre- og prostatakræft.

Flere oplysninger

  • Ledende overlæge Truls E Bjerklund Johansen, tlf. 8949 5900
  • Overlæge Knud Venborg Pedersen, tlf. 8949 5910