Nystartede får hjælp fra deres gamle chef
07-10-2008
Når en medarbejder vælger at forlade sit job for at blive selvstændig, er det mere reglen end undtagelsen, at hans gamle chef hjælper ham i gang. Ofte i form af sparring, men det kan også være kapital eller lokaler. Det viser en undersøgelse, som Region Midtjylland står bag.
Det er muligt, at chefen får kaffen galt i halsen, når en medarbejder siger op, fordi han vil være selvstændig. Men dybest set har chefen en udpræget forståelse for medarbejderes gå-på-mod og er som oftest klar til ligefrem at hjælpe ham på vej.
Det viser en undersøgelse, som Region Midtjylland har foretaget blandt mere end 500 små og mellemstore virksomheder.
Af de 171 virksomhedsledere, der inden for de seneste fem år har sagt farvel til en medarbejder, der ville starte for sig selv, har to ud af tre givet vedkommende en hånd med at komme i gang.
Og det gælder, hvad enten de nystartede bliver konkurrenter, samarbejdspartnere eller slet ikke får nogen forbindelse til deres gamle arbejdsplads.
Stor forståelse
Langt de fleste hjælper med sparring forud for opstarten (63 pct.), mens 14 pct. svarer, at de hjælper ved at aftage den nye virksomheds produkter. 10 procent fortæller, at de ligefrem har bidraget med kapital.
”Der hersker en overraskende stor forståelse for disse iværksættere hos virksomhedslederne”, siger Bent B. Mikkelsen, der er chef for Virksomheds- og Kompetenceafdelingen i Region Midtjylland.
”Kun nogle få svarer, at de hjælper for at få forretningsmæssige fordele ud af de nystartede virksomheder, men 39 procent gør det for at støtte iværksætteren - altså af personlige årsager. Det vidner om en positiv iværksætterkultur her i regionen”, siger Bent B. Mikkelsen.
Kendt land
Ifølge undersøgelsen falder æblet sjældent langt fra stammen, når medarbejderne vil være selvstændige. 69 procent valgte at blive inden for samme område både geografisk og fagligt, mens 31 procent fandt nye veje.
Alligevel bliver kun 14 procent af de nystartede opfattet som direkte konkurrenter til deres gamle firma.
Flere oplysninger:
Bent B. Mikkelsen, afdelingsleder Regional Udvikling, Region Midtjylland Telefon: 87 28 52 77 Mobil: 20 23 33 60 bent.mikkelsen@ru.rm.dk |
Læs mere om undersøgelsen
Læs mere om Det midtjyske Vækstlag
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.