05-11-2008
Grundejere, som venter på, at Region Midtjylland skal tage stilling til eventuelle forureningsproblemer på deres jord, risikerer at få udskudt deres sager, lige som oprydningsarbejdet på tidligere tankstationer kan blive forsinket. Årsagen er besparelser på regionens budgetter for de kommende år.
Region Midtjyllands afdeling for jord og råstoffer bliver lidt mindre udfarende end planlagt i den kommende tid.
Det oplyser afdelingschef Hans Fredborg, der forudser, at en række jordundersøgelser af potentielt forurenede grunde må udsættes, lige som det vil trække ud med at få igangsat de nødvendige afværgeforanstaltninger på grunde, som allerede er undersøgt.
Baggrunden er omfattende besparelser på budgetterne hos Region Midtjylland. På grund af problemerne med at få økonomien til at hænge sammen i det regionale trafikselskab Midttrafik har Regionsrådet vedtaget en række økonomiske indgreb - og et af dem er altså at beskære afdelingens for jord og råstoffer med mere end 20 procent allerede fra 2009.
Beklager
Formanden for udvalget for Miljø og Råstoffer i Region Midtjylland, Harry Jensen, beklager besparelserne, men håber på forståelse fra de borgere og kommuner, som regionens jord- og råstofafdeling betjener.
”Vi må acceptere, at vi er nødt til at sætte kadencen ned på det arbejde, som ellers kørte på skinner”, siger Harry Jensen, men han forsikrer, at netop samarbejdet med borgere og kommuner vil blive prioriteret højt, så de generes mindst muligt.
Forsinkelser
I første omgang vil regionen sætte færre jordundersøgelser i gang og udsætte nogle af de planlagte afværgeforanstaltninger.
Herudover vil den kortlægning af jordforurening, som var planlagt til at være færdig i 2010, få et år ekstra at løbe på, så den i stedet skal være afsluttet i 2011.
”Vi vil dog tage hensyn til akutte behov, hvis en ejendom for eksempel er til salg”, lover afdelingschef Hans Fredborg.
Besparelser på personalet kan desuden betyde længere sagsbehandlingstider, hvilket kan gå ud over de oprydninger, Oliebranchens Miljøpulje gennemfører på tidligere tankstationer.
Råstoffer må vente
Endelig forventes der en reduktion i antallet af råstofundersøgelser i de kommende år. Det betyder, at planlagte undersøgelser i forbindelse med områder med råstofinteresser bliver udskudt.
Yderligere oplysninger:
Harry Jensen formand for udvalget for Miljø og Råstoffer Telefon: 97 36 90 58 Mobil: 4017 3690 harry.jensen@rr.rm.dk |
||
Kaj Møldrup Christensen næstformand for udvalget for Miljø og Råstoffer Telefon: 8646 7460 Mobil: 2943 5981. kaj.moldrup@rr.rm.dk |
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
Billedtekst: Som følge af besparelser på regionens budgetter vil nogle midtjyske grundejere opleve, at jordundersøgelser og oprydning på forurenede grunde vil blive udskudt.
Foto er til fri brug og kan downloades i høj opløsning ved at klikke på det.
Om Regionens rolle:
Region Midtjylland opsporer og kortlægger arealer, hvor man enten ved, at der er forurenet eller har begrundet mistanke om det. Hvis det er påkrævet, sørger regionen for at fjerne forureningen eller sikre, at den ikke spreder sig til vores drikkevand eller til luften i folks boliger.