Nogle af landets bedste ortopædkirurger arbejder på Regionshospitalet Holstebro, hvor de den 1. oktober fejrer, at det er 50 år siden hospitalet begyndte at operere blandt andet hofter, hænder og knæ. Flytningen af andre former for kirurgi til nabohospitaler spiller ingen rolle for eksperterne, som gerne rejser fra Sjælland, Tyskland og Sverige for at gå på arbejde.
1.oktober er det 50 år siden ortopædkirurgien, som et af de allerførste steder i landet, kom på plads i egne lokaler på hospitalet i Holstebro. I dag står det faglige miljø i afdelingen stærkere end nogensinde, selvom andre kirurgiske discipliner står for at flytte til Herning. Faktisk tvært imod, siger både den nuværende og tidligere klinikleder.
Måske landets dygtigste
Kirurgerne er ikke længere så udsat for pludselige afbrydelser i arbejdet og kan nu helt koncentrere sig om specialistopgaver. Og det åbner fagligt set for en række fantastiske muligheder, mener klinikleder Torben Bæk Hansen.
- Vi har fået chancen for helhjertet at stå på en udvikling, hvor vi er i den nationale elite, når det handler om fx hofter, knæ og hænder, siger Torben Bæk Hansen.
Magnet for speciallæger
Klinikleder Torben Bæk Hansen har allerede erfaring for, at specialiseringen af ortopædkirurgernes arbejde giver et fagligt miljø, der virker som en magnet på de eftertragtede speciallæger.
Klinikken har i dag læger ansat med bopæl i Ålborg, Skive, Viborg og på Sjælland. Foruden ortopædkirurger fra Tyskland og Sverige.
Afstand intet problem
- Afstand og beliggenhed spiller ingen rolle, når det faglige miljø er i top, og vi taler om de planlagte operationer. F.eks. har englænderne succes med at drive en ortopædkirurgisk klinik midt i den berømte Sherwood skov og på en række andre fjerntliggende steder, anfører ledende overlæge Per B. Thomsen.
Onsdag den 1. oktober er nuværende og tidligere personale inviteret til en markering af ortopædkirurgiens 50 års jubilæum, Regionshospitalet Holstebro. Program for jubilæet er vedlagt, og pressen er velkommen til deltage.
Fakta
- Som et af seks steder i landet har man på ortopædkirurgisk afdeling i Holstebro været med hele vejen. Fra dengang hvor ortopædkirurgi begyndte at være andet og mere end bandager, korsetter og venstrehåndsarbejde for bløddelskirurger – til i dag at være en magnet for patienter og specialister.
- Senest har Kristian Larsen fra den Ortopædkirurgiske Forskningsenhed i Holstebro dokumenteret at det gavner patienterne at komme hurtigst muligt på benene igen efter hofte- og knæoperationer. I USA har man anvendt sådanne forløb i 20 år, men metoden er forholdsvis ny i Europa. Herhjemme har Regionshospitalet Holstebro således forsket i og arbejdet praktisk med denne metode gennem de sidste fire år.
Flere oplysninger
Klinikleder Torben Bæk Hansen tlf. 9912 5369
Ledende overlæge Per B. Thomsen tlf. 9742 7306
Cheflæge Per Østergaard Jensen tlf. 9927 2710
Læs mere om klinikken i Holstebro på www.hofte.dk