Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens forløbsprogrammer for kronisk sygdom sender Region Midtjylland mandag 15. september Forløbsprogram for type 2 diabetes og Forløbsprogram for kronisk obstruktiv lungesygdom i faglig høring. Forløbsprogram for hjertekarsygdom – fokus på rehabilitering efter blodprop i hjertet og svær hjertekrampe forventes at blive sendt i slutningen af måneden.

Ca. en tredjedel af den danske befolkning lider af en eller flere kroniske sygdomme. Kronisk sygdom påvirker evnen til at klare dagligdagen og betyder samtidig en væsentlig udgift for både det kommunale og det regionale sundhedsvæsen.

Som en væsentlig del af indsatsen anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der udarbejdes forløbsprogrammer for de store grupper af patienter med kroniske sygdomme. Et forløbsprogram beskriver den samlede indsats for en given kronisk sygdom, og hvem der gør hvad. Programmet kan derfor bruges som et arbejdsredskab for den sundhedsprofessionelle i mødet med borgeren, så den rette indsats sikres - på rette sted og til rette tid. Målet med programmerne er høj kvalitet i indsatsen og hensigtsmæssig brug af ressourcerne.

For borgeren betyder implementeringen af forløbsprogrammerne et større fokus på samordning og koordination mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsenet med det mål at sikre et bedre forløb for den enkelte borger med en kronisk lidelse. Samtidig er der i programmerne fokus på at hjælpe patienterne til at yde den bedst mulige egenomsorg. Ved indførelsen af disse programmer kan borgerne således forvente et mere sammenhængende, længerevarende og helhedsorienteret og samtidig individuelt perspektiv på egen sygdom.

Forløbsprogrammerne er udarbejdet i et samarbejde mellem repræsentanter fra hospitalerne, almen praksis og kommunerne i Region Midtjylland. Formand for sundhedskoordinationsudvalget, Johannes Flensted-Jensen (S) siger: "Jeg er utrolig stolt over at repræsentanter fra kommuner, hospitaler og almen praksis er blevet enige om disse programmer. Det tegner godt for det videre samarbejde".

Flere oplysninger

Regionsrådsmedlem, Formand for sundhedskoordinationsudvalget, Johannes Flensted-Jensen (S), tlf. 8728 5014 / 2084 0352

Regionspraksiskoordinator Jens M. Rubak, tlf. 8728 4571 / 5154 1456

Sundhedschef Ellen Greve, Holstebro Kommune, tlf. 9611 4850 / 2166 2475

Cheflæge Christian Møller Nielsen, Regionshospitalet Silkeborg, tlf. 8722 2141

Kontorchef Birgitte Holm Andersen, Region Midtjylland, tlf. 8728 4664 / 4064 6164

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer finder du på
www.rm.dk/politik/politikerne