Lukker fosterblodåren (ductus arteriosus eller bare ductus) sig, før barnet fødes, kan barnet være meget sygt ved fødslen, men efter fødslen kan være svært at stille diagnosen. Derfor har forskere ved Århus Universitetshospital, Skejby, og Kolding Sygehus undersøgt og nøjagtigt beskrevet de forandringer i hjertet, som er set ved ultralydsskanning af nyfødte med for tidlig lukning af fosterblodåren.

Fosterblodåren (ductus arteriosus eller bare ductus) forbinder krops- og lungepulsåren og er livsvigtigt for barnet, mens det fortsat udvikler sig under graviditeten. Hos langt de fleste nyfødte lukker fosterblodåren sig indenfor de allerførste levedøgn.

I sjældne tilfælde kan fosterblodåren imidlertid begynde at lukke sig helt eller delvist i den allersidste del af graviditeten. Dette kan bl.a. ske, hvis den gravide kvinde tager de såkaldte NSAID-tabletter, som ofte bruges som smertestillende "gigtpiller". I sjældne tilfælde kan ductus også lukke sig, uden at kvinden har taget medicin, som skulle kunne påvirke fosterblodåren.
Mistanken om, at fosterblodåren lukker sig, opstår som regel ved en fosterskanning i den sidste del af graviditeten, hvor hjertet ser overbelastet ud, og hvor ductuslukningen direkte kan ses. Da ikke alle fostre hjertescannes i den sidste del af graviditeten, kan det naturligvis ske, at en ductuslukning ikke opdages før fødslen.

Barnet kan ved fødslen være meget sygt og mange vil end ikke mistænke, at det hele skyldes, at ductus lukkede til før fødslen.

Den meget nøjagtige beskrivelse af de forandringer, der ses ved ultralydskanning af hjertet efter fødslen, når ductus har været lukket før fødslen, er netop offentliggjort i tidsskriftet Pediatric Cardiology. Beskrivelsen skal hjælpe til, at denne utvivlsomt oversete tilstand overvejes hos alvorligt påvirkede nyfødte. I langt de fleste tilfælde kan barnet behandles og blive fuldstændigt raskt.

Flere oplysninger
Overlæge på Århus Universitetshospital, Skejby Keld Sørensen, tlf. 8949 6115

Spontaneous Prenatal Ductal Closure: Postnatal Diagnosis? Nygaard SI, Petersen OB, Garne E, Sørensen KE. Pediatr Cardiol. 2008 Sep 9.