24-09-2008

Foto: Helga Thagaard

181 professionelle kunstnere og kunsthåndværkere vil 4.-5. oktober åbne dørene til deres værksteder og lade publikum kikke dem over skuldrene. Bag arrangementet står Region Midtjylland.

De tegner og maler, designer og væver, og de støber bronzeskulpturer, drejer i ler, puster i glas og tryller med papir.
Og i weekenden 4.-5. oktober gør de det oven i købet, mens publikum ser til. Fra klokken 11 til 17 begge dage.

Næsten halvdelen af de professionelle kunstnere og kunsthåndværkere i den midtjyske region, nemlig 181 ud af 420, er med, når Region Midtjylland inviterer til Åbne Værksteder, og det er flere end nogensinde før, siger udviklingskonsulent Inger Hørup fra Region Midtjylland.

Mere synlige kunstnere
”Arrangementet giver borgere, turister og kunstforeninger mulighed for at få et nærmere kendskab til alle de dygtige kunstnere, der bor i regionen. Samtidig får kunstnerne lejlighed til at lære hinanden bedre at kende, så de kan etablere netværk og blive mere synlige for omverdenen”, siger Inger Hørup.

I Ebeltoft er billedhugger Anders Gjerding Geertsen i gang med at forberede det årlige ryk-ind, og han glæder sig.
”For mig er det en kærkommen lejlighed til at få ryddet op og gøre en slags status. Jeg får en dialog med de besøgende, og de kan se mine ting uden den der detailbutikskultur, der ofte hersker på et galleri”, siger Anders Gjerding Geertsen.

Bronzestøbning
Hans kunstnerhjerte banker især for bronzestøbning, og han har stået for adskillige mindre og større monumenter i bronze - eksempelvis skulpturen ”Dialog” til Handelshøjskolen i Århus, skulpturen ”Komme og gå” til Hadsten Rådhus og skulpturen ”Vindpust” til Museumstorvet i Grenå.

I øjeblikket arbejder han på en udsmykning til et nyt kulturhus i Auning, og de besøgende på hans værksted vil få et indblik i de bronzestøbningens komplicerede processer, der blandt andet omfatter en lermodel, der danner grundlag for en model i voks, som omsluttes af en blanding af tegl og gips, hvorefter voksen smeltes ud over en længere periode og gør plads for den 1200 grader varme, flydende bronze.

”Der er masser at fortælle. Efter sådan en weekend har jeg snakket som en bilsælger”, forsikrer Anders Gjerding Geertsen.

Billedtekst: Bronzestøbning er bare en af de mange oplevelser, der venter de besøgende til Åbne Værksteder. Foto er til frit brug, hvis fotografen krediteres - download det i stor størrelse ved at klikke på det.

Foto: Helga Thagaard

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.