Ny direktør for Regionshospitalet Silkeborg, Hammel Neurocenter og Skanderborg Sundhedscenter
Lars Dahl Pedersen bliver ny hospitalsdirektør på Regionshospitalet Silkeborg, Hammel Neurocenter og Skanderborg Sundhedscenter.
Lars Dahl Pedersen bliver ny hospitalsdirektør på Regionshospitalet Silkeborg, Hammel Neurocenter og Skanderborg Sundhedscenter.
Det sker på anmodning fra direktionen i Region Midtjylland, efter at hospitalets nuværende direktør, Lisbeth Holsteen Jessen, overtager stillingen som direktør på Regionshospitalet Horsens, Brædstrup og Odder.
Regionshospitalet Silkeborg er udpeget til at være Center of Excellence på det medicinske område. Det vil sige Region Midtjyllands spydsspids i arbejdet med i højere grad at behandle medicinske patienter ambulant – i stedet for egentlige indlæggelser. Derfor har direktionen i Region Midtjylland vurderet, at det er afgørende meget hurtigt at sikre, at der fortsat er en samlet og effektiv hospitalsledelse i Silkeborg og Hammel.
Lars Dahl Pedersen kommer fra en stilling som afdelingschef for Sundhedsplanlægning i Region Midtjylland. Han har bl.a. haft ansvar for hospitalsplanlægningen og aktivitets- og investeringsplanlægningen inden for sundhedsområdet. Han har derfor allerede et indgående kendskab til de planer, som findes for Regionshospitalet Silkeborg og Hammel Neurocenter.
Før dannelsen af Region Midtjylland var Lars Dahl Pedersen stedfortræder for direktøren i Sundhedsforvaltningen i Viborg Amt.
Lars Dahl Pedersen er 45 år, cand. scient. pol og PhD i statskundskab. Han har siden 1996 fungeret som censor ved Aarhus og Københavns Universiteter.
- Regionsrådet har et ambitiøst mål om, at Regionshospitalet Silkeborg skal være Center of Excellence på det medicinske område. Lars Dahl Pedersen har en meget stor del af æren for regionens planer på sundhedsområdet, og jeg ser det som meget positivt, at vi kan gøre brug af hans erfaring og viden, når ændringerne på hospitalet skal føres ud i livet, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Lars Dahl Pedersen tiltræder den 1. oktober 2008 og vil sammen med chefsygeplejerske Anne Just og cheflæge Christian Møller-Nielsen udgøre hospitalsledelsen for Regionshospitalet Silkeborg, Hammel Neurocenter og Skanderborg Sundhedscenter.
Foto af Lars Dahl Pedersen kan bruges frit
Flere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til sundhedsdirektør Leif Vestergaaard Pedersen på 87 28 50 40 eller 21 24 23 16
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer