23-01-2009



Vækstforum for Region Midtjylland anbefaler at støtte fire projekter, der skal forny og profilere landdistrikterne. Det er fire meget forskellige projekter, der tilsammen har udsigt til 2,5 mio.

Et nyt kultur- og erhvervscenter i et tidligere mejeri, fornyelse af tre landsbyer i Skive kommune, en kombineret profilering af lokale lækkerier og spise-/sovesteder i Vestjylland samt en udvikling af ”Cirkusfabrikken” i Salling til et oplevelses- og kulturcenter.
Det er kort fortalt de fire forslag, som Vækstforum for Region Midtjylland på sit seneste møde har indstillet til Regionsrådet at støtte. Tre andre forslag kommer således ikke i betragtning.
Det er Regionsrådet og Vækstforum, som har inviteret kommunerne og de Lokale Aktions Grupper, LAGerne, til at komme med forslag til modelprojekter i kategorierne landsbyfornyelse og profilering af landdistrikterne.

Gode eksempler
Formålet med modelprojekterne er at tilskynde kommuner og LAGer til at bringe de bedste ideer til torvs og på den måde vise nye veje for landdistrikterne, der mange steder må kæmpe mod affolkning og tab af faciliteter.
”Modelprojekterne kan blive gode eksempler på landsbyfornyelse og profilering, der både vil være et godt ryk for de områder, hvor de gennemføres, og være gode eksempler, som andre kan lære af”, siger regionsrådsformand Bent Hansen, der også er formand for Vækstforum.
Bent Hansen ser også frem til, at projekterne kan være med til at styrke samarbejdet mellem de lokale, LAGerne, kommunerne, Regionsrådet, Vækstforum med flere om udvikling i landdistrikterne. Et samarbejde, som han finder helt nødvendigt for landdistrikterne og for en stærk sammenhængende udvikling i hele regionen.

De fire modelprojekter er:
(Landsbyfornyelse)
Faster Andelsmejeri
Projektet omfatter renovering og udvikling af det tidligere Faster Andelsmejeri i Astrup i Ringkøbing Skjern Kommune til kultur- og erhvervscenter. Centret skal bl.a. indeholde faciliteter til en række kultur- og udstillingsaktiviteter, flere mindre virksomheder, købmandsbutik m.v.
Projektet indstilles til tilskud på 519.000 kr.
Glyngøre, Durup og Nautrup
Projektet omfatter fornyelse og udvikling i landsbyerne Glyngøre, Durup og Nautrup i Skive Kommune.
Projektet indstilles til tilskud på 1 mio. kr.
(profilering af landdistrikterne)
Vestjyske fødevarer og oplevelser
Projektet vedrører en række samarbejdsaktiviteter mellem fødevareproducenter, attraktioner, overnatnings- og spisesteder. Aktiviteterne bidrager til markedsføring og profilering af Vestjylland.
Projektet indstilles til tilskud på 900.000 kr.
• "Slip fantasien løs"... Lev dine kreative drømme ud...
Projektet omfatter udvikling af cirkusfabrikken til et kulturelt kraftcenter i Salling og en attraktion for lokale og turister.
Projektet indstilles til tilskud på 100.000 kr.

Billedtekst: Der er i høj grad brug for gode ideer til, hvordan landsbyerne kan få nyt liv. Mange små samfund lider under affolkning og tab af faciliteter. Fotoet kan frit bruges i forbindelse med omtale af modelprojekterne. Download det i høj opløsning ved at klikke på det.