Forurenet jord fjernes fra villahave
20-01-2009
En villaejer får nu Region Midtjyllands hjælp til at fjerne den forurenede overfladejord fra sin have, der blandt andet bruges som tumleplads for dagplejebørn.
Ingen, der færdes på Emborgvej 173-175 i Alken nær Skanderborg, skal mere risikere at få jord med rester af olie, bly eller kobber på fingrene – eller i munden, for den sags skyld.
Sammen med en grundejer i Alken har Region Midtjylland besluttet at fjerne det øverste jordlag i grundejerens have, der blandt andet bruges af børn, der er i dagpleje.
Det sker fra onsdag, den 21. januar og nogle dage frem og foregår helt og holdent på regionens regning.
”Vi har vurderet, at det er den bedste måde at sikre både grundejer, dagplejebørn og eventuelle fremtidige beboere på grunden,” siger miljøtekniker Steffen Gram Lauridsen fra Region Midtjyllands afdeling for Regional Udvikling.
Jordbundsundersøgelser har afsløret olierester i jorden samt for store koncentrationer af både bly og kobber, der begge er giftige tungmetaller.
Forureningen stammer formentlig fra perioden mellem 1930 og 1972, hvor grunden husede en landsbysmedie. Fra omkring 1950 til 1972 solgte smeden desuden benzin fra stedet, hvilket dog ikke ser ud til at have bidraget til forureningen.
Bekymret?
Spørgsmålet om de forurenede grunde optager ikke kun Region Midtjylland, men også mange borgere. Blandt andet derfor har Region Midtjylland som den første region i landet givet borgerne fri adgang til det såkaldte JAR-register (Jordforureningslovens Areal Register).
Her kan man søge oplysninger om eventuelle forureningssager på samtlige grunde i regionen og udskrive en attest.
Besøg JAR-registret
Fakta:
Om regionens rolle:
Region Midtjylland kortlægger og undersøger tidligere industri.
Arbejdet udføres for at klarlægge, om der er en risiko for forurening af grundvand eller indeluften i boliger. Senere er regionen også med til at rense de forurenede grunde.
Billedtekst: På baggrund af prøver foretaget af Region Midtjylland både i 2007 og 2008 er det nu besluttet en gang for alle at fjerne den forurenede jord fra ejendommen, der også bliver brugt til dagplejebørn. Foto: Region Midtjylland
Flere oplysninger:
Steffen Gram Lauridsen, miljøtekniker Afdelingen for Jord og Råstoffer, Region Midtjylland Telefon: 8728 5222 Mobil: 2964 0754 steffen.lauridsen@ru.rm.dk |
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på Http://www.rm.dk/politik/politikerne