Ny undersøgelse af ventetiden hos lægevagten i Region Midtjylland viser, at der generelt er tilfredshed.



Ny undersøgelse af ventetiden hos lægevagten i Region Midtjylland viser, at der generelt er tilfredshed.

90 % af patienterne skal tilses i lægevagtskonsultationen inden for en time. Det er en af målsætningerne for lægevagten. Nu har Region Midtjylland undersøgt, om lægevagten så også lever op til målsætningerne og om patienterne er tilfredse.

Resultatet af undersøgelsen er, at 75 % af de adspurgte patienter mener, at de blev tilset af en læge i konsultationen indenfor en time. Ca. 60 % mente, at den ventetid var acceptabel.

Hos de patienter der ventede i op til en time mente 97 % at ventetiden var i orden.

Undersøgelsen viser også, at der er forskel på, hvor lang ventetiden er på regionens 12 konsultationssteder. Eksempelvis overholder fire steder fuldt ud målsætningen mens andre er længere fra målet.

- Undersøgelsen er et godt grundlag for at komme videre. Nu ved vi mere præcist, hvor der kan ske forbedringer. Samtidig viser den, at vi i alt har en god og velfungerende lægevagt, som vi kan være trygge ved, siger Aage Koch-Jensen (K) medlem af Regionsrådet og Samarbejdsudvalget for Almen praksis.

Forbedringer på vej
Lægevagten er allerede i fuld gang med forbedringer, der skal sikre kort ventetid. Således er telefonsystemet ved at blive ændret, så flere patienter kan komme igennem på samme tid. Computer Telefoni Integration (CTI) hedder den nye teknik, der giver patienten mulighed for at indtaste sit cpr. nummer, så lægen fra samtalens begyndelse kan have journaldata klar. Telefonsystemet bliver i samme omgang også udvidet med flere linjer.

- Vi håber samtidig, at den nye teknik vil få færre patienter til at lægge på, uden de har fået hjælp, siger formand for Praksisudvalget, Brune Melgaard Jensen.
Resultaterne af undersøgelsen er samlet i rapporten ”Evaluering af vagtlægen”.

Tryk her for at hente evalueringen af lægevagten som PDF

Evalueringen bliver behandlet på forretningsudvalgets møde den 13. januar. Hent dagsordenteksten her

Flere oplysninger
Medlem af Regionsrådet og Samarbejdsudvalget for almen læger
Aage Koch-Jensen (K)
Tlf. 8668 3838 / 2464 3496
ak-j@rr.rm.dk

Formand for Praksisudvalget
Bruno Melgaard Jensen
Tlf. 4045 8355
bmj@dadlnet.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.

Fakta
Lægevagten tilstræber tre servicemål:

• 90 pct. af de telefoniske henvendelser besvares inden for 5 minutter.
• 90 pct. af de patienter der behandles af lægen på et konsultationssted kommer ind til lægen inden for en time efter ankomsten til konsultationsstedet.
• 90 pct. af de patienter der modtager et hjemmebesøg, får besøg af lægen inden for 3 timer.

Det er privatpraktiserende læger der i fællesskab driver lægevagten i Region Midtjylland. Al henvendelse til lægevagten foregår telefonisk. Patienten får vejledning i telefonen, bliver bedt om at møde op på et af de 12 konsultationssteder eller får besøg af vagtlægen.

I undersøgelsen er ventetiden på et konsultationssted blevet målt ved at spørge alle de patienter, der i løbet af en uge i foråret 2008 blev tilset af lægevagten, om hvor længe de ventede på at komme til hos lægen. De fik også stillet en række andre spørgsmål om service og hvorfor de kontaktede lægevagten. Der blev sendt et spørgeskema til alle 2800 patienter i konsultationerne i uge 14 og godt halvdelen sendte svar tilbage.

I 2008 udførte lægevagten 400.000 telefonkonsultationer, 190.000 konsultationer og 90.000 hjemmebesøg. Region Midtjylland har i løbet af 2008 modtaget 20 klager over lægevagten.