Forhold for patienterne og for personalet, økonomi, tid, plangrundlag og mulighed for effektivisering. De seks elementer er en vigtig del af det kommissorium, som udgør sammenligningsgrundlaget for de to alternativer: Et nyt hospital i Gødstrup eller en udbygning af hospitalet i Herning.
Forhold for patienterne og for personalet, økonomi, tid, plangrundlag og mulighed for effektivisering.
De seks elementer er en vigtig del af det kommissorium, som udgør sammenlignings-grundlaget for de to alternativer: Et nyt hospital i Gødstrup eller en udbygning af hospitalet i Herning.
Et uvildigt rådgivningsfirma skal stå for opgaven med at skrive sammenligningsgrundlaget. Endnu er det ikke valgt, hvem det bliver.
Forretningsudvalget for Region Midtjylland vedtog kommissoriet på deres møde i dag, og det er nu klart til at blive sendt ud til de firmaer, der ønsker at byde ind på opgaven.
- Jeg er glad for, at vi nu er et skridt tættere på at få vores argumenter på plads i forhold til Regeringen, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Da regeringen 26. januar gav deres udmelding om de første 15 mia. kroner af kvalitetsfondens i alt 25 mia. kroner til en ny struktur på sygehusområdet, var der ikke penge til et nyt hospital i Gødstrup. Det nye hospital er ellers en del af regionsrådets akutplan.
Regeringen bakker dog op om akutplanens idé med at samle hospitalerne i Vest i ét hospital, men synes ikke regionsrådet har argumenteret tilstrækkeligt for, hvorfor det er bedre at bygge nyt frem for at udvide hospitalet i Herning. På den baggrund har regionsrådet besluttet at få foretaget en grundig sammenligning af de to alternativer.
Kommissoriet, som forretningsudvalget vedtog tirsdag, er et vigtigt grundlag for, hvad der bliver sammenlignet.
Udover de elementer, der er nævnt i kommissoriet, lægger det op til, at rådgivningsfirmaet selv kan inddrage supplerende aspekter til sammenligning, hvis det findes relevant.
Fakta og baggrund
I alt beskriver kommissoriet seks elementer til sammenligning:
• Plangrundlag – blandt andet forudsætninger i lokalplaner, kommuneplaner, trafikplaner etc.
• Økonomi i de to byggeprojekter – på kort og på langt sigt
• Tidsmæssige aspekter – herunder bandt andet hvor lang tid det tager, før byggerierne kan være færdige
• Effektiviseringsmuligheder – hvad er effektiviseringsmulighederne ved de to alternativer
• Arbejdsforhold – Herunder bl.a. arbejdsmiljø og mulighed for rekruttering
• Patientforhold – Herunder bl.a. tilgængelighed til hospitalet, transport og patientsikkerhed
Elementerne er som sagt ikke udelukkende. Rådgivningsfirmaet kan vælge at inddrage andre aspekter.
Vigtige datoer:
• 9. marts: Aftale med rådgivningsfirma
• 25. maj: Rapport afleveres til Region Midtjylland
• 26. maj: Rådgiver præsenterer rapporten for regionsrådet
• 26. maj – 4. juni: Politisk behandling af rapporten
• 5. juni: Rapporten afleveres til Regeringens rådgivende udvalg
Kommissoriet og den annonce, der opfordrer rådgivningsfirmaer til at byde ind på opgaven er vedhæftet.
Flere oplysninger
Regionsrådsformand Bent Hansen (S): 8728 5010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
Afdelingschef i Sundhedsplanlægning Christian Boel: 8728 4430 /
23 74 91 62/ christian.boel@stab.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.