23-02-2009



Midtjyske virksomheder går glip af vigtig viden, der kunne støtte deres udvikling, fordi den er for vanskeligt tilgængelig, påpeger de i ny undersøgelse blandt de små og mellemstore.

Seks ud af ti virksomhedsledere i de midtjyske virksomheder synes, det er svært at få indblik i den forskning, der foregår på universiteter og lignende videninstitutioner.

Og det, selv om et flertal af de adspurgte finder forskningen både interessant og relevant for deres egen virksomhed.

Det viser en spørgerunde foretaget af Region Midtjylland blandt 500 direktører i regionens virksomheder med mellem 5 og 250 ansatte.

Det er nogle tankevækkende svar, synes Annemette Digmann, der er afdelingschef i Regional Udvikling i Region Midtjylland og beskæftiger sig med innovation.

”At adgangen til ny viden opfattes som svær, kan betyde, at virksomhederne ikke i tilstrækkelig grad får koblet den nyeste viden til deres egne udviklingsaktiviteter. Og det er en skam, for jeg er ikke i tvivl om, at det netop er i koblingen mellem forskning og erhverv, at den ægte innovation sker – og fører til resultater”, siger Annemette Digmann.

Hun tilføjer, at undersøgelsen understreger behovet for Region Midtjyllands indsats for at føre forsknings- og uddannelses- institutioner og private virksomheder sammen med henblik på at udvikle nye og bedre løsninger. Det sker gennem Vækstforums økonomiske støtte, der er prioriteret til væsentlige samfundsmæssige indsatsområder som f.eks. Energi & Miljø, Sundhed og Fødevarer.

Rammer de udviklingsorienterede
Det er især de virksomheder, som i forvejen er udviklingsorienterede, der ærgrer sig over barrieren mellem erhvervslivet og forskningsinstitutionerne. De udgør 76 procent af de adspurgte.

For de andre derimod – de 24 procent, der angiver, at de ikke igennem de seneste tre år har haft udviklingsaktiviteter - ser billedet anderledes ud. Af dem kan kun hver 10. svare klart ja til, at institutionernes forskning er interessant og relevant, og hver tredje af dem ved ikke engang, om det er svært at få indblik i den.

Interne processer
Det udviklingsområde flest virksomheder har brugt kræfter på er processer internt i virksomheden – hvor effektivisering, ændring af arbejdsgange og logistikforhold er typiske indsatsområder. Halvdelen af alle virksomheder i undersøgelsen har inden for de seneste tre år arbejdet med fornyelse på dette område, som primært påvirker virksomhedens omkostninger.

Dernæst er det nye produkter og nye serviceydelser, som har optaget virksomhedernes opmærksomhed, mens lidt færre – og især de største virksomheder - har haft fokus på nye markeder og kundegrupper. Udvikling på disse områder har indtil videre medført at 17 procent af omsætningen sidste år i disse virksomheder hidrører fra udviklingsindsatsen.

Branchemæssigt er der en tendens til, at virksomhederne inden for finansiering og forsikring især har arbejdet med nye produkter, serviceydelser og processer. Hotellerne har søgt nye kundegrupper, og transportbranchen har især har udviklet inden for service, processer og nye kundegrupper.

Samlet set har de udviklingsaktive virksomheder brugt 12 procent af deres omkostninger på udviklingsaktiviteter, hvilket indikerer, at indsatsen målt i forhold til omsætningsandelen på 17 procent har båret frugt.

Flere oplysninger

  Annemette Digmann, afdelingschef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5150
annemette.digmann@ru.rm.dk 
 
 

Jan Dalskov, projektleder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5155
jan.dalskov@ru.rm.dk  


Kontaktoplysninger på regionsrådets medlemmer.

Billedtekst: Selv om forskningsinstitutionerne – eksempelvis Aarhus Universitet - har fokus på forbindelserne til erhvervslivet, finder de små og mellemstore virksomheder det svært at få indblik i den viden, de besidder.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Download det i høj opløsning ved at klikke på det.