06-03-2009



Region Midtjylland inviterer private og offentlige virksomheder, forskere og andre med særlige it-kompetencer til en it-faglig workshop.

Målet er fornyelse, vækst og udvikling her i regionen, og midlet at udnytte de globale muligheder, som Region Midtjyllands samarbejde med den kinesiske Shanghai-provins åbner for.
Nu skal der handling bag ordene, og de to regioner har besluttet at starte et videnbaseret erhvervssamarbejde inden for innovation og forskning – i første omgang med fokus på it. Og når de konkrete projekter begynder at tegne sig, vil der blive mulighed for at søge økonomisk støtte i en særlig pulje til formålet.
For at finde frem til de perspektivrige innovationsprojekter inviteres interesserede virksomheder, forskere og andre med særlige it-kompetencer nu til at deltage i en it-workshop. der holdes i Århus 25. -26. maj.
I workshoppen deltager en kinesisk delegation på ca. 10 personer, der vil blive sammensat med henblik på at matche de danske deltagere bedst muligt.
Workshoppen vil have særligt fokus på to temaer, som hver især vil have indflydelse på fremtidens forretningsmuligheder inden for it. Det er:

  • Assisted living - teknologi, der kan skabe bedre forhold for handicappede, ældre og kronisk syge. Det kan f.eks. handle om avanceret handicapudstyr eller kommunikationsteknologi, der støtter hjemmeindlæggelser eller gør det muligt for flere ældre at blive i hjemmet.
  • Urban Computing - her handler det om samspillet mellem teknologi og byrum. Kombinationen af mobilteknologi, positioneringsteknologi og interaktive flader kan skabe helt nye muligheder for at formidle service information, håndtere nødsituationer eller skabe oplevelser i byrummet.

Ud over it-temaerne, der altså fokuseres på i 2009, vil Region Midtjylland og det kinesiske Shanghai Science and Technology Commission samarbejde om forskning, udvikling og innovation inden for energi og miljø, sundhed/life sciences og fødevare teknologi.
Emnerne er valgt på baggrund af Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi, der netop nævner dem som særlige indsatsområder, lige som de afspejler, at såvel Region Midtjylland som Shanghai ser områderne som deres nuværende styrkepositioner.

Billedtekst: I forlængelse af et midtjysk delegationsbesøg i Shanghai i september 2008 blev det besluttet at koncentrere samarbejdet her i 2009 om emnerne, der relaterer sig til it og livsstil. Fotoet er til fri brug. Download det i høj opløsning ved at klikke på det.

Læs mere om workshop og tilmelding  (tilmeldingsfrist 20. marts 2009).


Flere oplysninger:

  Niels Erik Andersen
Kontorchef, Internationale Relationer,
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 87 28 50 90
Mobil: 20 85 32 52
niels-erik.andersen@ru.rm.dk 
 
  Morten Falbe-Hansen, projektleder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5162
Mobil: 2165 0247
morten.falbe-hansen@ru.rm.dk