24-03-2009



Tirsdag d. 31. marts mødes ca. 75 kunstnere, kulturformidlere og børnekulturarbejdere for at diskutere børnekulturnetværk. Det sker på Performers House i Silkeborg.

Netværksdagen er arrangeret af Region Midtjylland og Kulturprinsen i Viborg sammen med arbejdsgruppen bag den årlige børnekulturkonference i Skanderborg.
Formålet med mødet er at undersøge mulighederne for at skabe et regionalt netværk på børnekulturområdet - et netværk som ville kunne fungere som idé- og partnerforum for professionelle børnekulturarbejdere, kunstnere og formidlere.

Regionens kulturpolitik
For Region Midtjylland indgår mødet som en del af den kulturpolitik, der blev vedtaget i efteråret og som sigter imod at fremme netværk som drivkraft for udvikling og skabelse af ny viden. Børnekulturen er interessant i denne sammenhæng, fordi der her er tradition for en bred tværfaglig og eksperimenterende virksomhed.
For Kulturprinsen, Børnekulturens Udviklingscenter, ligger opbygningen af netværket i naturlig forlængelse af centrets igangværende bestræbelser på at skabe inspirerende samarbejdsrelationer mellem kunstnere, kunstneriske og pædagogiske institutioner og forskningsinstitutioner, som på forskellig vis interesserer sig for børn, kunst og kultur.

Flere trin
Det er ikke tanken at etablere meget faste og formelle strukturer omkring børnekulturnetværket. I første omgang handler det blot om at etablere et mødested, hvor enkeltpersoner og institutioner vil kunne præsentere og diskutere deres ideer og erfaringer, og hvor større eller mindre grupper måske vil finde sammen om konkrete projekter eller danne særlige netværk eller interessefællesskaber.
Viser der sig at være interesse for netværket, og det tyder de mange tilmeldinger på, vil dets omdrejningspunkter på sigt kunne være to årligt tilbagevendende møder, nemlig

  • Et møde i marts, der som beskrevet ovenfor skal fungere som et praktisk netværks- eller værkstedsmøde, hvor børnekulturarbejdere udveksler ideer og erfaringer – og måske sætte projekter eller aktiviteter i gang.
  • Børnekulturkonferencen i Skanderborg, der finder sted i september. Den bliver netværkets vindue til den store verden og til ny viden og inspiration. Konferencen er åben for børnekulturarbejdere i hele landet.


Initiativ- og arbejdsgruppen bag netværksdagen har taget navnet BIM (Børnekultur i Midtjylland)

Gruppens medlemmer er:
Vibeke Tillemann, Syddjurs Bibliotek
Iben Østerbye, Herning Bibliotek
Malene Hedetoft, Filuren, Århus
Jan Torp, Komediehuset, Horsens
Claus Reiche, Kulturprinsen, Viborg
Mona Birgitte Pedersen, Kulturprinsen, Viborg
Erik Bach Andersen, Region Midtjylland

Billedtekst:
7000 børn bidrog med flotte bemalede faner til ”Fra Hav til Hav” i 2007 – et af de børnekulturprojekter, Region Midtjylland har givet støtte til. Foto: Take One
Fotoet er til fri brug. Download det i høj opløsning på www.ru.rm.dk

Yderligere oplysninger:

  Erik Bach Andersen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5138
Erik.Andersen@ru.rm.dk 
  
  Claus Reiche, udviklingschef
Kulturprinsen, Viborg
Telefon: 8660 1415
cr@kulturprinsen.dk  


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne