Eliteløbere samles i weekenden i Risskov til et af dansk idræts mest traditionsrige arrangementer. Det danske mesterskab i cross - også kaldet terrænløb.

I løbet af weekenden vil der være mulighed for at se nogle af Danmarks bedste løbere i det kuperede terræn i parken bag Århus Universitetshospital, Risskov. Her vil både mandlige og kvindelige løbere kæmpe om det danske mesterskab i cross på en to kilometer lang rute gennem parken. Det er første gang siden 1986, at mesterskabet besøger Århus, og det er kun lykkedes én århusianer at vinde løbet på hjemmebane. Det var i Mindeparken i 1931.

Kongepokal
Især distancen lang cross for mænd er traditionsrig. Mesterskabet blev afholdt første gang i 1901 og er siden afviklet hvert år - også i årene under krigen. I 1905 udsatte den daværende prins Christian, og senere Kong Christian X, en kongepokal til vinderen. Og det er den selvsamme kongepokal, vinderen af løbet på lørdag vil kunne hæve over hovedet.
Først i 50'erne blev løbet opdelt i to distancer. Lang cross og kort cros. Kvinderne kom med i løbet i 1967.

Idrætsforeningen Århus 1900 står for arrangementet i parken og bliver bistået af hospitalets tekniske afdeling, der hjælper med forskellige praktiske opgaver.

Program
Lørdag

  • Lang cross
  • Mænd (10 km) kl. 13.00
  • Kvinder (8 km) kl. 14.00

Søndag

  • Kort cross 4 km
  • Ungdom piger kl. 12.30
  • Ungdom drenge kl. 13.00
  • Kvinder kl. 13.30
  • Mænd kl. 14.00


Flere oplysninger om løbet
Århus 1900, Søren Jørgensen, tlf. 4229 1900