Region Midtjylland behandler flere og flere hjertepatienter, og gør dermed et godt indhug på ventelisterne. Dermed gør hospitalerne god brug af de penge, de har fået til hjerteområdet.
Regionsrådet følger udviklingen med hjerteventelisterne med stor opmærksomhed, da de skal væk, før regionen kan indføre pakkeforløb på hjerteområdet. Efter planen skal det ske 1. september.
- Men selvom hospitalerne behandler flere hjertepatienter, har vi en udfordring, hvis vi skal have ventelistepuklen helt væk inden 1. september. For der er et øget pres på området med stadig flere patienter, siger planlægningschef i Region Midtjylland, Christian Boel.
Pakkeforløbene på hjerteområdet følger samme idé som pakkerne på kræftområdet, der blev indført sidste år. Pakkerne betyder, at patienter med symptomer på en hjertesygdom, vil komme ind i et planlagt forløb med undersøgelse og behandling.
Nye tal undrer
Region Midtjyllands positive billede stemmer dog ikke overens med en ny opgørelse af patienter der venter på hjerteundersøgelser og -behandling, som Region Midtjylland er blevet gjort bekendt med at Hjerteforeningen netop har foretaget.
Hjerteforeningen opgør Region Midtjylland til at have et forholdsmæssigt stort antal ventende på hjerteområdet sammenlignet med de øvrige regioner.
- Vi kan simpelthen ikke genkende Hjerteforeningens høje tal. Vi har forsøgt at undersøge, hvad der ligger bag, og det tyder på, at der er fejl og misforståelser i Hjerteforeningens undersøgelse, siger Christian Boel.
Noget af det, der er gået galt i Hjerteforeningens opgørelse er, at der også er talt de patienter med, som har en årlig tid til kontrol til Hjerteafdelingen i Skejby.
- Tallene i Hjerteforeningens rapport er således skudt langt over målet, og er i uoverensstemmelse med den faktiske ventelistesituation på hjerteområdet i regionen, siger Christian Boel.
Fakta og baggrund
- Ifølge Region Midtjyllands undersøgelse var der i marts omkring 2.000 patienter på venteliste til de mest udbredte hjerteundersøgelser og –behandlinger
- Ifølge Hjerteforeningens opgørelse var der i januar 8.800 patienter i Region Midtjylland, som ventede på en hjerteundersøgelse
Se Region Midtjyllands status for pakkeforløb. Det er punkt 47 på dagsorden for regionsrådsmødet den 29. april 2009.
Flere oplysninger
Planlægningschef i Region Midtjylland, Christian Boel, 8728 4430 / 2374 9162 / christian.boel@stab.rm.dk