Regionsrådet i Region Midtjylland har i dag vedtaget to indstillinger, der vil sætte yderligere fart på udvidelsen af kapaciteten af strålebehandlingen.
Regionsrådet i Region Midtjylland har i dag vedtaget to indstillinger, der vil sætte yderligere fart på udvidelsen af kapaciteten af strålebehandlingen.
Det går stærkt i Region Midtjylland, når det drejer sig om få skaffet mere kapacitet til at strålebehandle kræftpatienter. Fra 2007 til 2008 er der sket i stigning i antallet af strålebehandlinger på godt 7.000. Det er en udvidelse på mere end 20 procent – og et godt stykke over målet for 2008.
- Det er rigtig flotte tal som viser hvor målrettet alle i regionen arbejder på at tilbyde kræftpatienter strålebehandling så tæt på deres bopæl som muligt. Jeg synes også stigningen giver os håb om, at alle patienter snart kan få behandling i Danmark, siger formand for regionsrådet Bent Hansen (S).
Med dagens to beslutninger har Regionsrådet givet grønt lys for, at aktivitetsstigningen inden for strålebehandlingen kan fortsætte:
• Beslutning om godkendelse af projektforslag for udvidelse af strålekapacitet i Århus (293 mio. kr.)
• Realisering af stråleplan for Region Midtjylland – 2009
(14,7 mio. kr.)
Med Regionsrådets beslutning vil aktiviteten også i 2009 stige med 20 procent – svarende til en stigning på 10.000 behandlinger. Og udviklingen forventes at fortsætte i 2010.
- Den store stigning har været mulig, fordi man har ansat mere personale, holdt åbent om aftenen og hele tiden haft fokus på at effektivisere driften, siger Frank Skriver Mikkelsen, centerchef på Kræftcentret, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus.
Siden vedtagelsen af den første stråleplan for Region Midtjylland i 2006 har sundhedsvæsenet arbejdet på at leve op til det stadig stigende behov for strålebehandling. Men trods aktivitetsstigningen i 2008 bliver der fremover brug for endnu større stråle-kapacitet. Derfor har Region Midtjylland taget initiativ til, at de tre vestdanske regioner arbejder endnu tættere sammen om at udnytte midlertidig ledig kapacitet på de jyske strålecentre.
Flere oplysninger
• Regionsrådsformand, Bent Hansen (S), tlf. 8728 5010 / 4031 3707
• Frank Skriver Mikkelsen, centerchef, Kræftcentret, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital, tlf. 8949 1640
• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.