Bedre overblik, kommunikation og koordinering er de positive gevinster, som it-systemet ”Det Interaktive Hospital”, også kaldet ”iHospital”, kan tilføre arbejdsgangene på fx operationsafdelinger.


Bedre overblik, kommunikation og koordinering er de positive gevinster, som it-systemet ”Det Interaktive Hospital”, også kaldet ”iHospital”, kan tilføre arbejdsgangene på fx operationsafdelinger. Det viser en ny MTV-analyse, som har set nærmere på brug af iHospital på Regionshospitalet Horsens. MTV-analysens resultater præsenteres tirsdag for hospitalets medarbejdere og samarbejdspartnere.

iHospital er et planlægnings- og kommunikationsværktøj, hvor man med store interaktive skærme og direkte videotransmission fra operationsstuerne, kan forbedre kommunikationen og koordinere de komplicerede processer, som knytter sig til arbejdet på en operationsgang.

Bedre kommunikationsflow
70% af de adspurgte medarbejdere på operationsafdelingen mener, at iHospital har givet dem nemmere adgang til de informationer, der er relevante for at de kan udføre deres arbejde, og 87% oplever at de har fået bedre overblik over dagens arbejde. Samlet tyder resultaterne fra MTV’en på, at iHospitalet skaber forudsætningerne for at effektivisere og optimere organisationen omkring afvikling af dagens operationsprogram.

- En operation er en højt specialiseret opgave, der involverer mange faggrupper, og planlægningen på en operationsafdeling mødes af mange udfordringer, fx akutte patienter, forsinkelser mm. Her tilbyder iHospitalet nogle værktøjer, der kan optimere arbejdsgangene og dermed muligvis forbedre produktiviteten, konkluderer Lotte Groth Jensen, konsulent i MTV og Sundhedstjenesteforskning, Center for Folkesundhed, Region Midtjylland, og projektleder på MTV’en.

Efter at iHospital er blevet indført på Regionshospitalet Horsens, har der været en målbar stigning i udnyttelsesgraden af operationsstuerne. Lotte Groth Jensen understreger imidlertid, at man ikke direkte kan konkludere, at det skyldes iHospitalet, da der er sket andre forandringer i organisationen i samme periode.

Bedre arbejdsmiljø
MTV’en belyser også medarbejdernes oplevelse af iHospitalets effekt på arbejdsmiljøet. Det fremhæves blandt andet, at indførelsen af iHospitalet betyder færre afbrydelser og bedre mulighed for at planlægge arbejdsopgaverne. Samlet set er der en opfattelse af at iHospitalets indførelse har bidraget til et mere roligt arbejdsmiljø, særlig for de, der arbejder på selve operationsgangen. Der er dog også en forholdsvis stor andel af de adspurgte medarbejdere, der forholder sig neutralt til dette spørgsmål.

MTV er værdifuld for sygehusejere
MTV’en er sat i gang på initiativ af Steen Friberg, cheflæge på Regionshospitalet Horsens, som også har været en af drivkræfterne i udviklingen af iHospital:
- Normalt gør man ikke meget ud af at dokumentere effekten af it- nyskabelser i det danske sundhedsvæsen, men jeg synes det er et udtryk for rettidig omhu at få suppleret de umiddelbare oplevelser med nogle mere objektive data, forklarer Steen Friberg.

Lotte Groth Jensen bekræfter, at analysen er et af de meget sjældne forsøg på at gennemføre en samlet vurdering af et nyt it-system i sundhedsvæsenet indenfor en MTV-ramme og siger:
- Den aktuelle MTV skal bidrage til at give beslutningstagerne et godt grundlag for at beslutte, om der skal indføres ihospital eller tilsvarende it-systemer på andre hospitaler i Danmark.

Læs MTV-rapporten på www.centerforfolkesundhed.dk


 Læs om iHospitalet i Dagens Medicin

  

Kort om ihospital
• iHospital bygger på et treårigt forskningsprojekt gennemført i et samarbejde mellem Regionshospitalet Horsens, Center for Pervasive Healthcare ved Aarhus Universitet, Medical Insight og Dansk Data Display A/S
• Målet var at udvikle et it-kommunikationsværktøj, der kan understøtte patientforløb og arbejdsgange
• Nerven i iHospital er ”Den interaktive operationsplan”, som er en række store, interaktive skærme, der giver overblik over operationer, patienter og personale. På skærmene ses live video fra operationsstuerne og medarbejdere kan kommunikere med hinanden via en chat-funktion.
• Læs mere om iHospital på www.iHospital.dk

Billeder

Yderligere information
Lotte Groth Jensen, lotte.groth@stab.rm.dk, tlf. 8728 4756 / 6178 1590