Vil du bo i Fremtidens landsby?
20-04-2009
Region Midtjylland giver penge til dem, der vil gå foran og være eksempler på Fremtidens landsby.
Region Midtjylland inviterer de Lokale Aktions Grupper (LAGerne), kommunerne, borgere, virksomheder og andre aktører til samarbejde om projekter, der kan være med til at vise veje til fremtidens landsbyer.
De nævnte parter skal samarbejde om at udarbejde en projektskitse og sende den til Region Midtjylland inden mandag, den 25. maj.
Derefter vurderer et udvalg med landdistriktseksperter, som Regionen har nedsat, hvilke af de indkomne projekter, der skal færdigudvikles til en ansøgning om støtte med regionale penge.
Regionen støtter det enkelte projekt for Fremtidens landsby med mellem 500.000 kr. og 1 mio. kroner. Kommunen og LAGen skal hver støtte med tilsvarende beløb.
Budget og finansiering af et projekt Fremtidens landsby kan derfor skitseres som vist herunder:
- Region Midtjylland: 600.000 kr.
- Kommune: 600.000 kr.
- LAG (EU- og statsmidler, evt. alene EU): 600.000 kr.
- Egenfinansiering projektholder (private penge…): 200.000 kr.
I alt 2.000.000 kr.
Projekterne skal - ud fra de lokale udfordringer og muligheder - vise stærk sammenhængende udvikling af erhverv og bosætning i landsbyen. Være et godt eksempel på, hvordan der kan skabes fornyelse og udvikling i landsbyerne, og dermed bidrage til at vise veje til en ny fremtid for landsbyerne og landdistrikterne.
Det må gerne være en gruppe af landsbyer, der samarbejder om projektet. Den enkelte landsby må som hovedregel ikke have over 2.000 indbyggere.
Efter den indledende runde (prækvalifikationen) får projektholderne til den 12. oktober til – sammen med de andre parter i projektet - at færdigudvikle projektet og søge Regionen om tilskud, hvorefter Vækstforum og Regionsrådet beslutter hvilke projekter, der støttes med regionale penge.
Billedtekst: Er det din landsby, der skal kunne kalde sig Fremtidens landsby og inspirere andre? Så er der mulighed for at få udviklingstilskud fra Region Midtjylland. Fotoet er til fri brug. Download det i høj opløsning ved at klikke på det.