05-06-2009



I løbet af det seneste år har de små og mellemstore midtjyske virksomheder nedjusteret forventningerne til den nærmeste fremtid. Mange venter fyringer og nedgang i salget, men samtidig synes andre ret upåvirkede af krisen. Nogle af disse leverer primært til det offentlige.

Det midtjyske erhvervsliv har kendt bedre tider. Bare på et år har de små og mellemstore virksomheder tabt så meget terræn, at over halvdelen nu venter faldende omsætning i indeværende kvartal.
Det viser nye tal fra panelet ”Det midtjyske Vækstlag” under Region Midtjylland. Panelet består af 500 direktører for virksomheder med 5-250 medarbejdere.
For kun et år siden var billedet helt anderledes. Dengang forventede kun hver femte direktør et fald i omsætningen, mens mange flere, nemlig 34 procent, derimod så frem til stigende omsætning.

Lån og kreditter
Der er dog også lyspunkter i tallene. Således svarer kun hver femte virksomhed, at kunderne i højere grad annullerer ordrer nu end for et år siden. Og samtidig svarer 14 procent stik modsat, nemlig at færre end tidligere således vil slette deres ordrer.
Tilsvarende er det langtfra alle, der oplever, at det er blevet sværere at låne penge eller opnå kreditter. Set over det seneste halve år føler 22 procent, at der er blevet sværere, men samtidig siger 62 pct., at forholdene er uændrede, mens 2 pct. ligefrem oplever en forbedring.
Det er tydeligt, at virksomheder, der især leverer til det offentlige, er knap så hårdt ramt af den aktuelle krise som andre. Således har kun 16 pct. af disse måttet udskyde planlagte investeringer, mens det gælder for dobbelt så mange (30 pct.) af dem, der især er underleverandører til private virksomheder.
Leverandører til det offentlige har også i langt mindre grad end underleverandører til private virksomheder måttet fyre medarbejdere. Således har 21 pct. af de førstnævnte fyret folk, mens det gælder 54 pct. af de andre.


Billedtekst:
Små og mellemstore virksomheder i Midtjylland har nedjusteret deres forventninger til såvel omsætning som antal medarbejdere. Hvor hver femte i fjor troede på faldende omsætning, er det nu mere end halvdelen.
Kilde: Det Midtjyske Vækstlag.
Illustrationen er til fri brug. Download den i høj opløsning ved at klikke på den.


Læs mere om undersøgelsen
Læs mere om virksomhedspanelet Det midtjyske Vækstlag


Yderligere oplysninger:

    Bent B. Mikkelsen, afdelingsleder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 87 28 52 77
Mobil: 20 23 33 60
bent.mikkelsen@ru.rm.dk



Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne