Radiologisk Afdeling på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, har netop fået nyt udstyr, som både er en teknologisk revolution og et stort skridt fremad i patientbehandlingen. Reception fredag den 26. juni kl. 13-15. Presen er er velkommen.
Patienter på Århus Sygehus kan se frem til bedre behandling, hvis de i fremtiden skal behandles for leverkræft og komplicerede blødninger. Det skyldes, at Radiologisk Afdeling på Århus Sygehus netop har investeret 9 mio. kr. i nyt og avanceret udstyr.
Det nye udstyr skal bruges til lokal behandling af leverkræft og til behandling af komplicerede blødninger, bl.a. i forbindelse med kræft og større traumatiske skader - f.eks. ved trafikuheld.
- Det nye udstyr er teknologisk revolutionerende og vil betyde et stort fremskridt for behandlingen af leverkræft og blødningsskader på Århus Sygehus, siger overlæge Dennis Tønner Nielsen fra Radiologisk Afdeling.
Udstyret er grundlæggende bygget op som en industrirobot, men designet fuldstændig til de radiologiske procedurer og kan udover røntgengennemlysning også bruges til en form for CT-skanning.
- Denne robotfunktion og andre nye billedfunktioner betyder, at vi kan optimere behandlinger for patienterne. Samtidig giver det bedre arbejdsforhold for personalet, fordi ergonomien omkring patienten og strålebeskyttelsen forbedres.
Det nye udstyr på Århus Sygehus svarer helt til det behandlingsudstyr, som også bruges hos Dr. Vogel i Frankfurt – den læge, som mange danskere valfarter til for at blive behandlet for kræft i leveren.
Fakta
Det nye udstyr på Radiologisk Afdeling, Århus Sygehus hører til hos interventionsradiologien. Her behandler man leverkræftpatienter med forskellige former for lokal behandling i form af lokal kemobehandling (kemoembolisering) og lokal leversvulst-destruktion ved hjælp af varme (RFA-behandling).
Desuden behandler man patienter med indre blødninger ved hjælp af små katetre, som er lagt ind i blodkarrene.
Interventionsradiologerne på Århus Sygehus har stor erfaring i disse behandlinger, men indtil nu er de blevet udført på ældre udstyr på afdelingen.
Yderligere oplysninger
- Dennis Tønner Nielsen, overlæge på Radiologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus og chef for Interventionsradiologien på afdelingen, tlf. 8949 2443
- Overlægens sekretær tlf. 8949 2395
Fredag den 26. juni kl. 13-15 holder Radiologisk Afdeling en reception, hvor pressen er velkommen til at møde op og kigge nærmere på det nye udstyr.
Adressen er: Århus Sygehus, Nørrebrogade 44, 8000 Århus C, Radiologisk Afdeling, bygning 6, lokale 3.