22-06-2009



Region Midtjylland har modtaget 22 forslag til projekter, der skal levendegøre landsbyerne og gøre dem attraktive at bo i mange år frem. 12 af projekterne skal nu videreudvikles.

Region Midtjylland inviterede i april de Lokale Aktions Grupper (LAG-erne), kommunerne, borgere, virksomheder og andre aktører til at indsende projekter, der kan være med til at vise veje til fremtidens landsbyer.
Ved fristens udløb 25. maj var der indkommet 22 forslag til projekter.
”Det er meget tilfredsstillende - og det er projekter af god kvalitet”, siger Magnus Jørgensen, der er udviklingskonsulent i Region Midtjylland.

12 går videre
Projekterne er vurderet i et ekspertudvalg nedsat af Region Midtjylland, og 12 er valgt ud til færdig udvikling med henblik på ansøgning om regional medfinansiering på typisk mellem en halv og en hel million kroner.

Ekspertudvalget består af:

  • Annette Aagaard Thuesen, kandidatstipendiat, Syddansk Universitet
  • Karsten Jensen, erhvervskonsulent og LAG koordinator, Tønder Kommune
  • Otto Lægaard, udviklingsmedarbejder, Thisted Kommune
  • Helle Nørgaard, seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut
  • Erik Sejersen, afdelingschef, Region Midtjylland (formand)


Temaerne i de enkelte projekter dækker et bredt spektrum, alt efter hvad der findes af udfordringer og muligheder i det enkelte område. Som eksempler kan nævnes:

  • Et projekt for udvikling og fornyelse i Thorsminde med udgangspunkt i fiskeri og turisme.
  • Samarbejde mellem Ramme - Lomborg - Bonnet og Ulbjerg - Lynderup - Sundstrup - Nr. Rind om sammenhængende fornyelse og udvikling af erhverv og bosætning i de to grupper af landsbyer.
  • Flere projekter for sammenhængende udvikling af Tapdrup, Vejrumbro, Løvskal m.fl. langs Nørreå med fokus på friluftsaktiviteter, udnyttelse af forandringen af Nørreådalen med mere natur, faciliteter til kultur og fritidsaktiviteter m.v.
  • Projekter med sanering, fornyelse og revitalisering af landsbyer som Borris, Stadil og Hvam nord for Viborg m.fl.
  • Fornyelse og udvikling i Knebel med Sundhedshus m.v.



Projekterne viser - ud fra de lokale udfordringer og muligheder - hvordan der kan skabes fornyelse og udvikling i landsbyerne og bidrager dermed til udvikling i lokalområdet og til at vise veje til en ny fremtid for landsbyerne og landdistrikterne.

Ny frist 12. oktober
Projektholderne har nu til 12. oktober 2009 til at færdigudvikle projekterne og ansøge om tilskud med regionale penge.
Projekterne for Fremtidens landsby er en del af Vækstforums og Regionsrådets sammenhængende indsats for styrkelse af bosætning og erhvervsudvikling i landdistrikterne og dermed for en stærk balanceret vækst i regionen.

Billedtekst: 22 LAGer (Lokale Aktions Grupper) har indsendt projekter for at få hjælp til at fremtidssikre deres lokalsamfund. Her et glimt fra det nyanlagte torv i Tange, hvor borgerne i de seneste år har lagt mange kræfter i satsningen Gang i Tange.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med presseomtale – download det i høj opløsning ved at klikke på det.