18-06-2009
De midtjyske virksomheder vil gerne bidrage til at løse samfundsmæssige problemer. For to tredjedele spiller samfundsansvarlighed en betydelig rolle – typisk i forhold til miljø og rummelighed på arbejdspladsen.
De midtjyske virksomheder vil gerne bidrage til at løse samfundsmæssige problemer. For to tredjedele spiller samfundsansvarlighed en betydelig rolle – typisk i forhold til miljø og rummelighed på arbejdspladsen.
Samfundsansvar er noget, der optager de midtjyske virksomheder.
En undersøgelse foretaget af Region Midtjylland blandt 500 direktører for små og mellemstore virksomheder viser, at 68 procent af dem tillægger deres egen virksomheds samfundsansvar nogen eller stor betydning.
Især når det gælder det rummelige arbejdsmarked, miljøindsatser og initiativer i forhold til lokaleområdet, er direktørerne opmærksomme på at tage hensyn til det omgivende samfund.
Mere rådgivning
”Virksomhederne synes, det her er vigtigt, og det glæder mig”, siger Bent Hansen, formand for Vækstforum i Region Midtjylland.
”Der har i de seneste år været betydelig fokus på virksomhedernes samfundsansvar, og Folketinget har ved lov pålagt de store virksomheder at udarbejde regnskaber for, hvordan de i det forløbne år har udvist samfundsansvar. Og i Vækstforums partnerskabsaftale med regeringen er det aftalt, at der skal laves et kompetenceudviklingsforløb for virksomhedskonsulenter for at styrke deres rådgivning til virksomhederne om samfundsansvar”, siger Bent Hansen.
Egne erfaringer
Næsten halvdelen af de adspurgte direktører har gjort erfaringer med disse områder i deres egne virksomheder.
Således har 26 pct. peget på erfaringer med flexjob og skånejob samt med integration af flygtninge og indvandrere.
11 pct. peger på miljøhensyn og energibesparelser, mens et mindre antal, fem pct., siger, at de har støttet aktivitet i lokalsamfundet, eksempelvis sportsforeninger og spejdere eller almennyttige foreninger.
En stor del af de midtjyske virksomheder stiller desuden etiske krav til deres udenlandske underleverandører – både herhjemme og i udlandet.
Det er dog kun ganske få virksomheder, nemlig en håndfuld ud af de 500, der nævner, at de har en særlig politik for samfundsansvar.
Miljø og energi
Undersøgelsen viser, at miljø- og energiforhold kan være et salgsargument for virksomhederne. Mere end hver tredje påpeger, at de udvikler produkter eller services med væsentlige energi- eller miljøfordele for kunderne.
Blandt de virksomheder, der primært levere til det offentlige, siger 57 procent, at deres produkter eller services giver kunderne energi- eller miljømæssige fordele.
Læs mere om undersøgelsen
Læs mere om virksomhedspanelet Det midtjyske Vækstlag
Hør interview med Bent Hansen (fra JP Radio)
Yderligere oplysninger:
Bent Hansen, Formand for Regionsrådet i Region Midtjylland Telefon: 87 28 50 10 Mobil: 40 31 37 07 bent.hansen@rr.rm.dk |
||
Bent B. Mikkelsen, afdelingsleder Regional Udvikling, Region Midtjylland Telefon: 87 28 52 77 Mobil: 20 23 33 60 bent.mikkelsen@ru.rm.dk |
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne