Mere skolegang gør os rigere og sundere
03-07-2009
Vi tjener flere penge og bliver også sundere og mere aktive samfundsborgere – ja, sågar mindre kriminelle - af at gå lidt længere i skole. Det viser en videnskabelig rapport, som økonomiprofessor Helena Skyt Nielsen har udarbejdet for Region Midtjylland.
Tag bare et år eller to mere på skolebænken, for det har både du og samfundet godt af.
Ikke bare fordi din indkomst og dit direkte bidrag til samfundsøkonomien bliver større – mere uddannelse gør dig samtidig til et sundere menneske, der ligger mindre på sygehuset og lever længere. Du bliver desuden en mere deltagende samfundsborger, og sandsynligheden for, at du kommer i konflikt med loven senere i livet, falder i takt med længden af din skoletid.
Det er konklusionen på den rapport, som professor ved Aarhus Universitet Helena Skyt Nielsen har udarbejdet for Region Midtjylland.
Baggrunden for at rekvirere undersøgelsen er, at Regionsrådets panel for uddannelse og kompetence flere gange har drøftet den direkte betydning af mere uddannelse.
Om det rent faktisk er selve uddannelsen, der gør forskellen, når man kan påvise sammenhænge mellem veluddannede og højere indkomst, bedre helbred og mindre kriminalitet.
Uddannelse gør forskellen
Med det opdrag har Helena Skyt Nielsen, der har uddannelsesøkonomi som et af sine forskningsområder, gennemgået 13 danske og udenlandske videnskabelige undersøgelser og opsummeret de relevante resultater.
Og hendes svar er ja – det er selve uddannelsen, der gør forskellen.
Ud over større indkomst og produktivitet giver uddannelse bevisligt pote på en række andre områder – blandt andet altså sundhedsområdet, som både regionen og kommunerne arbejder med.
”Det er en interessant rapport, som vi kan bruge nu og på længere sigt”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
Han nævner, at politikerne kan støtte sig til rapporten i forbindelse med bevilling af støtte til uddannelseprojekter, og det samme kan flere af de projektansøgere, der søger støtte hos Region Midtjylland.
”Men derudover lægger rapporten op til en spændende diskussion af vores uddannelsessystem”, siger Bent Hansen med henvisning til rapportens slutning, der beskæftiger sig med ideen om at forlænge skolepligten til ud over 9. klassetrin i Danmark. ”Restgruppen i Danmark er vedvarende meget stor, selvom mange tiltag har været afprøvet, og da empiri for andre lande tyder på, at forlænget skolepligt historisk set har været til stor gavn for denne gruppe, bør man overveje muligheden nøje”, slutter Helena Skyt Nielsen sin rapport.
Læs rapporten "Hvad er effekten af uddannelse?"
Billedtekst: Uddannelse giver store personlige og samfundsøkonomiske fordele, viser rapporten fra professor Helena Skyt Nielsen. Fotoet er til fri brug i forbindelse med presseomtale – download det i høj opløsning ved at klikke på det.
Yderligere oplysninger:
Ulla Fasting, formand for
Regionsrådets panel for uddannelse og kompetence
Telefon: 2467 8701
uf@rr.rm.dk
Bodil Primsø, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5076.
bodil.primsoe@ru.rm.dk
Helena Skyt Nielsen, professor
Økonomisk Institut, Aarhus Universitet
Telefon: 8942 1594
Mobil: 2921 6971
hnielsen@econ.au.dk