31-08-2009



Vækstforum har på sit møde mandag anbefalet Regionsrådet at forlænge Region Midtjyllands engagement i foreningen Vestdansk Investeringsfremme i endnu tre år. Projektet har hidtil formået at tiltrække udenlandske investeringer til 15 virksomheder og sikret oprettelse eller fastholdelse af 276 jobs i Midtjylland.


Det har sikret en århusiansk biotekvirksomhed kontakt med schweizisk-tyske investorer, og det har hjulpet en indisk entreprenørvirksomhed til at vælge Midtjylland som hjemsted for et nyt rådgivningskontor. Begge dele er bare eksempler på, hvad samarbejdet i Foreningen Vestdansk Investeringsfremme (mellem de tre vestdanske regioner og Invest in Denmark under Udenrigsministeriet) har betydet.
Samarbejdet har i perioden 2006-2008 bidraget til at tiltrække 276 arbejdspladser til Region Midtjylland. Investeringerne er sket i 15 forskellige virksomheder fordelt over det meste af regionen.

Yderligere tre år
På baggrund af de gode erfaringer fra de første tre år anbefalede Vækstforum for Region Midtjylland på sit møde mandag at forlænge regionens engagement i samarbejdet i endnu tre år.
”Den målrettede indsats i de tre vestdanske regioner og samarbejdet med Invest in Denmark har vist sig særdeles effektivt”,, siger formand for Vækstforum i Region Midtjylland Bent Hansen.
”Vi er glade for at kunne fortsætte samarbejdet til gavn for udviklingen af nye videntunge arbejdspladser i Midtjylland. Finanskrisen har jo vist, at stærke kompetencer er ét af de vigtigste værktøjer til at komme styrket ud af krisen”, siger Bent Hansen
Fire af de virksomheder, som med foreningens hjælp har investeret i Region Midtjylland, arbejder med vindenergi, og det er med til at fastholde regionens styrkeposition på dette område.
Derudover fordeler arbejdspladserne sig bredt inden for innovative virksomheder på blandt andet Informations- og kommunikationsteknologi samt bioteknologi-området.

Hver anden euro til Vestdanmark
Hvor der i 2005 (før samarbejdet under foreningen blev indledt) var tale om et investeringsmønster, hvor 80 procent af de udenlandske investeringer, som Invest in Denmark tiltrak, landede i hovedstadsregionen og kun 20 procent i de andre danske regioner, har fordelingen siden udlignet sig, og godt halvdelen lander nu i Vestdanmark. Og denne tendens ser ud til at fortsætte ifølge seneste evalueringsrapport omkring samarbejdet mellem Invest in Denmark og Foreningen Vestdansk Investeringsfremme.

Partnerskabsaftalen
Videreførelsen af Vestdansk Investeringsfremme er desuden en central del af 2009-tillægget til partnerskabsaftalen mellem Regeringen og Vækstforum for Region Midtjylland. Det fremgår således af aftalen, at ”Parterne er enige om vigtigheden af at fortsætte samarbejdet i Foreningen Vestdansk Investeringsfremme mellem Invest in Denmark og de vestdanske regioner om at tiltrække udenlandske virksomheder og kapital efter 2009.”
Region Midtjyllands medlemskab af foreningen betales via bevillingen fra Vækstforum og udgør pt. 3,3 mio. kroner pr. år.

Billedtekst: Fire af de virksomheder, som med foreningens hjælp har investeret i Region Midtjylland, arbejder med vindenergi.


Flere oplysninger:

  Bent Hansen, formand for Vækstforum
i Region Midtjylland
Telefon: 87 28 50 10
Mobil 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
  Niels Erik Andersen, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 87 28 50 90
Mobil: 20 85 32 52
niels-erik.andersen@ru.rm.dk



Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne

Fakta om foreningen
Foreningen Vestdansk Investeringsfremme er et samarbejde mellem Region Midtjylland, Region Nordjylland og Region Syddanmark, som i samarbejde med Invest in Denmark under Danmarks Eksportråd tiltrækker udenlandske, videntunge arbejdspladser til Vestdanmark. Foreningen har 7 projektledere placeret i videnmiljøer i Aalborg, Århus, Herning og Odense, som samarbejder med Invest in Denmarks internationale netværk.