07-08-2009
Region Midtjylland fordobler puljen, der skal sætte skub i offentlig-private innovationsprojekter. Samtidig inviterer regionen til en konference, hvor deltagerne kan få international inspiration, udveksle erfaringer og generere nye projekter på stedet.
Siden Region Midtjylland i fjor afsatte fem mio. kroner i puljen Offentlig-Privat Innovation, har adskillige private og offentlige virksomheder i regionen fundet sammen i nye alliancer og søgt midler til at udvikle deres fælles projekter.
For at støtte denne type af udviklingssamarbejde endnu mere iværksætter Region Midtjylland nu en tredje udbudsrunde med ansøgningsfrist 1. december 2009. I den forbindelse fordobles OPI-puljen til 10 mio. kroner.
Samfundsløsninger
I de to første udbudsrunder kom der 19 ansøgninger, og syv af dem er foreløbig prækvalificeret.
Hvis de munder ud i bæredygtige nyskabelser, vil samfundet blandt andet blive beriget med et multifunktionsmøbel, som kan hjælpe gamle og handicappede uden at afsløre deres skavanker for alle og enhver, et intelligent aggregat, der kan sladre om belastende arbejdsstillinger, en virtuel underviser til det lærerfattige Vestjylland, en tryg lille verden til alvorligt syge, der vågner op på en intensivafdeling, webcam-besøg til psykisk handicappede og en teknologisk nærkontakt mellem de gravide og deres jordemødre.
Konference
Men der er mange flere ideer, der kunne blomstre i en offentlig-privat alliance, vurderer Region Midtjylland.
Derfor inviterer regionen til konferencen ”Grænseåbning for fremtidig vækst og udvikling”, der foregår i Silkeborg 14. september.
Sigtet er, at offentlige og private aktører kan mødes, høre om internationale erfaringer, udveksle tanker og ikke mindst: udvikle nye projekter lige på stedet.
Der er nemlig lagt op til en gigantisk workshop, hvor deltagerne skal diskutere ti samfunds- og velfærdsudfordringer. Formålet er, at de skal knytte kontakter til eventuelle samarbejdspartnere og både identificere potentielle løsninger på udfordringerne og de barrierer, der måtte stå i vejen.
Nogle af dem vil de desuden få mulighed for at drøfte med OPI-puljens ekspertpanel.
Panelet består af:
Jan Stiiskjær (DI), Stinne Cecilie Hjorth- Andersen (Dansk Erhverv), Sune Thøgersen (KL), Lars Bo Jeppesen (Copenhagen Business School) og Annemette Digmann (Region Midtjylland.
Læs mere om OPI-puljen
Læs om konferencen, og se programmet
Pressen er velkommen til at deltage på konferencen – tilmelding hos Marie Louise Thomsen (kontaktoplysninger herunder)
Flere oplysninger:
Marie Louise Thomsen, projektleder Regional Udvikling Region Midtjylland Telefon: 8728 5154 marie.thomsen@ru.rm.dk |
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne