Blodprøve kan vise hvem der har mindst effekt af medicinen

Blodprøve kan vise hvem der har mindst effekt af medicinen

Resultater fra en ny undersøgelse viser, at virkningen af hjertemagnyl (acetylsalicylsyre) kan måles på en blodprøve med et relativt nyt apparat kaldet Multiplate.

Hjertemagnyl mindsker risikoen for at få en blodprop i hjertet ved at hæmme blodpladernes funktion, og tages derfor forebyggende af mange mennesker, der tidligere har haft en blodprop i hjertet.

I undersøgelsen deltog 21 raske mænd og kvinder og 43 mænd og kvinder, som tidligere havde haft en blodprop i hjertet. Blodprøver fra de raske deltagere blev analyseret før og efter en uges behandling med hjertemagnyl, mens blodprøver fra de hjertesyge deltagere blev analyseret efter længere tids behandling med hjertemagnyl.

Efter behandling var blodpladernes funktion tydeligt hæmmet hos alle deltagere, men i forskellig grad. Hjertemagnyls blodpladehæmmende virkning var tydelig i blodet fra de hjertesyge, som var i fast behandling med hjertemagnyl, men endnu tydeligere i blodet fra de raske, som havde været i en uges behandling med hjertemagnyl.

Undersøgelsens resultater viser, at man kan måle effekten af hjertemagnyl med Multiplate-apparatet. Undersøgelsen tyder også på, at den blodfortyndende effekt af hjertemagnyl er mindre udtalt hos nogle hjertepatienter, og at man kan identificere disse patienter med Multiplate-apparatet.

Resultaterne er publiceret i følgende originalartikel: Pedersen SB, Grove EL, Nielsen HL, Mortensen J, Kristensen SD, Hvas AM. Evaluation of aspirin response by Multiplate® whole blood aggregometry and light transmission aggregometry. Platelets 2009 Jul 30.

Yderligere information: læge Susanne B. Pedersen, tlf. 20 67 19 16 (bedst kl. 16-20) eller mail: sbendesgaard@hotmail.com