14-10-2009
Region Midtjylland har modtaget ti projekter fra landsbyer, der gør en helt særlig indsats for udvikling af en ny fremtid for landsbyerne og landdistrikterne. De kan få op til en mio. kroner hver.
Ti landsbyer har søgt penge fra Region Midtjylland til at udvikle deres lokalområder. De mener, at netop deres projekt rummer opskriften på, hvordan man også uden for byområderne kan sikre en sammenhængende udvikling af bosætning og erhverv.
Før sommerferien valgte et ekspertudvalg 12 ud af 22 tilsendte skitseprojekter for Fremtidens landsby til færdiggørelse og ansøgning om op til 1 mio. kroner fra Region Midtjylland.
Der er i de seneste måneder arbejdet hårdt i lokalområderne for at konkretisere indholdet og økonomien i projekterne. Der har været møder og løbende drøftelser mellem borgere, kommuner, de Lokale Aktions Grupper (LAGerne), regionen med flere for at få udviklet projekterne således, at regionens ekspertudvalg kan anbefale Vækstforum at støtte dem med regionale penge.
Ti af de 12 projekter er blevet færdige og ansøger om tilskud, mens de sidste to ventes at blive klar til en eventuel ny ansøgningsrunde i 2010.
”Det er et meget tilfredsstillende resultat, og ideerne til at bekæmpe landsbydøden og sikre et godt liv i landsbyerne spænder vidt”, siger Magnus Jørgensen, der er udviklingskonsulent i Region Midtjylland.
De 10 projekter er (projektholder nævnt i parentes):
- Revitalisering af stationsbymidten i Borris (Ringkøbing-Skjern Kommune)
- Grøn udvikling i Hvam (Foreningen Paraplyen, Hvam)
- Den moderne landsby 2.0 Stadil - Vedersø (Ringkøbing-Skjern Kommune)
- Det skal også i fremtiden være ”in” at bo i Løvskal (Løvskal-egnens Lokalråd)
- Thorsminde – med afsæt i fiskeri og turisme (Holstebro Kommune)
- Knebel Fremtidens landsby (Borgerforeningen Mols)
- Børn i Fremtidens landsby, Klejtrup (Borgerplangruppen 2009, Klejtrup)
- Bygholm Børnebondegård (Bygholm Landbrugsskole)
- Udvikling af Selde - området (Skive Kommune)
- Fremtidens landsbyområde, Ulbjerg - Lynderup (Lokalråd Ulbjerg)
Kommunen og LAGen bidrager med mindst samme beløb som Region Midtjylland til de enkelte projekter. Dertil kommer private midler, fonde, puljer med videre. Projekterne har således typisk et budget på mindst 3 – 4 mio. kroner.
Op til en million
Mandag den 26. oktober 2009 træder det Ekspertudvalg, som er nedsat af Region Midtjylland, sammen for at beslutte indstilling til Vækstforum om tilskud til projekterne med regionale penge.
Projekterne kan hver opnå et tilskud på op til 1 mio. kr. Det er en forudsætning, at Kommunen og den Lokale Aktions (LAGen) hver bidrager med mindst samme beløb som Regionen.
Region Midtjylland har indledningsvist afsat godt 6 mio. kroner til projekterne. Ansøgningerne om regionale penge spænder fra ca. 300.000 kroner til 1 mio. kroner, og det skønnes således, at der er penge til samtlige projekter, hvis Ekspertudvalget indstiller dem.
Projekterne for Fremtidens landsby er en del af Vækstforums og Regionsrådets sammenhængende indsats for styrkelse af bosætning og erhvervsudvikling i landdistrikterne og dermed for en stærk balanceret vækst i regionen.
Billedtekst: Der er op til en million regionskroner at hente for de landsbyer, der kan være rollemodeller for andre. Her et glimt fra stationsbyen Rødkærsbro, der dog ikke er med i opløbet om at blive Fremtidens Landsby. Fotoet er til fri brug i forbindelse med omtale af pressemeddelelsen – download det i høj opløsning ved at klikke på det.