20-10-2009

Gå til stort billede af Hungarian Karma

På fredag åbner udstillingen Ungarsk Karma på Viborg Stiftsmuseum. Udstillingen, som Region Midtjylland støtter, omfatter plakater af kunstnerne Krzysztof Ducki, István Orosz og Péter Pócs og vises i anledning af 20-året for systemskiftet i Ungarn.


Den 23. oktober er Ungarns nationaldag, og det er baggrunden for, at plakatudstillingen Ungarsk Karma netop åbner på denne dato.

23. oktober er både årsdagen for starten på ungarernes oprør mod det kommunistiske styre i 1956 og årsdagen for udråbelsen af den ungarske republik i 1989.

Og det er da også disse begivenheder, som ligger bag de udstillede plakater.

I udstillingskataloget skriver forfatter og journalist Per Nyholm således:
”1989 var et skelsættende år i Europas liv, utvivlsomt det bedste år i kontinentets historie siden 1945, måske vores bedste år overhovedet. Lad os ikke glemme, at dette år blev sat i værk af Ungarn, af ungarske dissidenter, af ungarske kunstnere, hvis problematisering af diktaturet, hvis stillingtagen på vegne af det enkelte menneskes frihed og værdighed stadig kan ses af de plakater, der vises på denne udstilling.” 


Dansk-ungarsk samarbejde
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Region Midtjylland, Århus Kommune, Dansk Plakatmuseum, Ungarns Generalkonsulat og Viborg Stiftsmuseum.

Baggrunden for Region Midtjyllands engagement i udstillingen er et mangeårigt samarbejde med de to ungarske amter Bács Kiskun og Györ-Mosun-Sopron.

I udstillingskataloget skriver regionsrådsformand Bent Hansen:
”Gennem vores samarbejde med vores ungarske samarbejdsamter har vi været ganske tæt på den udvikling, som det ungarske samfund og befolkning har gennemgået, hvilket også har været meget spændende for mig personligt at opleve. Vi samarbejder på tværs af de nationale og regionale grænser, for at vi sammen kan gøre vores regioner til et bedre sted at være både for borgere og virksomheder.”

Videre til Ikast
Det er Bent Hansen, der sammen med Ungarns ambassadør András Tóth, forfatteren Péter Eszterhás og Hon. Generalkonsul Heine Sveistrup Jensen vil åbne udstillingen i Viborg.
Efter Stiftsmuseet fortsætter udstillingen til Ikast Bibliotek, hvor den vil blive vist fra d. 26. november og året ud.
Mandag, den 16. november, holder forfatter og journalist Per Nyholm desuden et foredrag på Viborg Stiftsmuseum med titlen: ”Ungarn - hvor det hele begyndte. En rejse gennem Europa i 20 året for kommunismens fald”.

Yderligere oplysninger:

Peder Bang
International medarbejder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5093
peder.bang@ru.rm.dk 

 

Erik Bach Andersen
udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5138
erik.andersen@ru.rm.dk 


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer